København, 01/12/2025 - 14:07
Kongens bog i digital form bliver gratis fra næste år
Det ventes, at en digital udgave af kong Frederiks bog "Kongeord" vil være tilgængelig gratis fra næste år.
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To år efter tronskiftet vil kongehuset give alle mulighed for at læse kong Frederiks bog "Kongeord" uden at betale en krone.
Det fremgår af en nyhed på kongehusets hjemmeside, hvor det lyder, at kongehuset har fået overdraget retten til at distribuere den digitale udgave af bogen.
Kongehuset oplyser til Ritzau, at der vil være tale om en gratis version, som vil være mulig at downloade som e-bog fra kongehusets hjemmeside.
Det forventes, at den digitale udgave af bogen vil være tilgængelig på kongehusets hjemmeside på toårsdagen for tronskiftet, som er den 14. januar 2026.
Hvis man ønsker at få fingre i den fysiske udgave af bogen, skal man dog fortsat købe den - ligesom det har været indtil nu.
Da bogen udkom - ud af det blå - kort efter tronskiftet, stod den til 250 kroner i diverse danske boghandlere.
En pris, som blandt andre Dagbladet Informations anmelder noterede sig, var lidt for høj.
- Det er dog lidt meget forlangt. Selv for en konge, lød det i anmeldelsen 18. januar 2024.
Den 112 sider lange bog fik blandede modtagelser hos anmelderne, der delte sig i to lejre.
I den ene lejr blev bogen fremsat som en ærlig og velfortalt bog, mens den i den anden lejr blev beskrevet som et "nøje tilrettelagt stykke magtretorik", hvor hvert ord var vejet nøje af.
Politikens anmelder kvitterede med fire ud af seks hjerter.
De fraværende to stjerner, måtte man næsten lade sig forstå, manglede, da det var "et nøje tilrettelagt og forberedt stykke magtretorik, der skal give den nyudnævnte konge en makronbund at stå på".
Hos Berlingske blev det ikke til mere end tre ud af seks stjerner.
Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten var overordnet set begejstret for de kongelige ord og gav henholdsvis seks og fem stjerner.
Uanset var der tilsyneladende stor interesse fra befolkningen. Allerede på udgivelsesdagen blev bogen revet ned fra hylderne.
Og efter godt to måneder på markedet lagde bogen sig som en af de bedst sælgende bøger det seneste årti.
Det viste tal fra Danmarks største onlineboghandler, Saxo, og nethandlen Gucca.dk i marts.
I "Kongeord" deler kong Frederik med egne ord sine tanker og overvejelser om kongegerningen.
Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen. Han har tidligere portrætteret en yngre udgave af Frederik i biografien "Under bjælken". Den udkom i 2017.
/ritzau/




