Bruxelles, 07/05/2025 - 12:03
Von der Leyen advarer EU-lande: Historisk fejl at åbne for russisk gas
Tidsalderen, hvor Europa var afhængigt af russisk energi, bør endegyldigt slutte, siger Ursula von der Leyen.
Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vil være en historisk fejltagelse at åbne for russisk gas, når krigen i Ukraine engang slutter.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en tale i EU-Parlamentet.
Dermed advarer von der Leyen de EU-lande, der drømmer om igen at kunne købe billig russisk energi, hvis det lykkes Ukraine og Rusland at slutte fred.
- Vi må gøre det ganske klart, at tidsalderen, hvor Europa er domineret af russiske fossile brændstoffer, nu er nået til sin ende, siger von der Leyen.
Talen kommer, dagen efter at EU-kommissær for energi Dan Jørgensen præsenterede en køreplan for udfasning af russisk energi.
Hjørnestenen i køreplanen er et forbud mod import af russisk gas.
I første omgang foreslår EU-Kommissionen et forbud mod nye korttidskontrakter ved udgangen af 2025.
Det skal følges op af et forbud mod langsigtede kontrakter ved udgangen af 2027.
Det vil både ramme store pro-Ukraine- og gas-importerende lande som Tyskland, Spanien og Belgien. Men også Ungarn og Slovakiet, der fører en mere venlig linje over for Rusland, vil blive ramt.
EU-Kommissionen gør dog klar til at lægge et tungt pres på EU-landene for handling.
Kommissionen vil fremlægge konkrete lovforslag i næste måned for gas samt russisk olie og atomenergi, som på sigt også skal udfases.
Samtidig vil Kommissionen pålægge EU-landene at lave nationale planer for udfasningen af russisk energi inden udgangen af i år.
- Vi har brug for en afgørende indsats for fuldstændigt at udfase russisk fossil energi, siger von der Leyen.
Det er den rigtige vej at gå, mener SF's medlem af EU-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen.
- Det er særligt positivt, at planen indeholder et klart løfte om at fremlægge lovgivning inden for en måned, der forbyder nye gaskontrakter med Rusland, så vi sikrer handling, siger Kira Marie Peter-Hansen.
Hun fremhæver desuden, at forslagene skal vedtages med kvalificeret flertal.
Dermed vil et enkelt land - som eksempelvis Ungarn - ikke kunne blokere for udfasningen af russisk energi.
- Det er et stærkt signal om, at vi mener det alvorligt, siger Kira Marie Peter-Hansen.
Da Rusland invaderede Ukraine, fortsatte EU-landene med at købe russisk energi for næsten 90 milliarder kroner om måneden. Det tal er nu ifølge von der Leyen faldet til omkring 13 milliarder kroner om måneden.
Trods det store fald har EU-landene dog under krigen brug flere penge på at købe russisk energi end på at støtte Ukraine, fremhævede Dan Jørgensen tirsdag, da han fremlagde planen for udfasning af russisk energi.
Efter krigen bør EU-landene huske på, at Rusland har brugt energiafhængigheden til ikke bare at finansiere krigen, men også til at lægge pres på de europæiske lande, siger von der Leyen:
- Rusland har igen og igen bevist, at landet ikke er en troværdig energileverandør. Putin har flere gange afskåret forsyningen til Europa. Det skete i 2006, 2009, 2014, 2021 og i løbet af hele krigen i Ukraine.
- Hvor mange gange skal der til, før vi tager ved lære af det? Afhængighed af Rusland er ikke alene dårlig for vores sikkerhed, men også for vores økonomi, siger von der Leyen.
/ritzau/