Cypern, 09/05/2025 - 08:00
Bekymret Linda P rådførte sig med Rasmus Tantholdt
Den kendte komiker Linda P er blevet overforsigtig og enormt bange for alting, efter at hun er blevet mor.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Med få hundrede sømil til Libanon, Syrien og Israel blev Linda P bekymret over at skulle arbejde på Cypern.
Middelhavsøen dannede rammen om optagelserne af anden sæson af Prime Video-programmet "Roasted", som den kendte komiker er vært på.
Derfor kontaktede Linda P TV 2's kendte korrespondent Rasmus Tantholdt, og spurgte ham, om det var farligt at tage afsted, fortæller hun.
- Jeg er enormt bange for alting. Det er jeg blevet, efter at jeg er blevet mor. Og virkelig, virkelig overforsigtig, siger Linda P, som har datteren Nana på fem år fra et tidligere forhold.
Rasmus Tantholdt forsikrede ifølge Linda P, at hun og resten af holdet, som tæller Liam O'Connor, Nikolaj Stokholm, Natasha Brock, Victor Lander og Torben Chris, godt kunne tage afsted uden bekymringer i bagagen for at optage programmet, hvor de skiftes til at grille hinanden med jokes.
- Nikolaj Stokholm har drillet mig helt vildt og sagt: "Jesus! Skal vi også skrive til Taxa-Mike og spørge, om det er sikkert at køre i taxa på Cypern", fortæller Linda P med et grin.
Linda P kender ikke Rasmus Tantholdt fra andet end fra fjernsynet.
Hun blev meget berørt, da hun så hans reportager, interview og indslag, kort efter Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
- Han var nede og fortælle, at det var blevet hverdag for de her stakkels mennesker, og her stod han over for en kvinde, der brød grædende sammen. Han blev også selv rørstrømsk. Der var vi rigtig mange, der skrev til ham - jeg har også veninder, der gjorde det: "Hvor er det vildt, det arbejde, du gør", fortæller Linda P.
- Jeg tænker også helt generelt, at det må være svært. Det må også være svært at være hans kone: "Sker der nu noget?", funderer hun.
Rasmus Tantholdt kvitterede ifølge Linda P for beskeden.
- Han skrev "tusind tak", og at det betød meget, fortæller hun og afslører, at beundringen også går den anden vej rundt.
- Det varmede mig totalt meget. Så jeg tænkte, jeg havde carte blanche til at skrive til ham igen og spørge, om det var sikkert at tage til Cypern.
Anden sæson af "Roasted" får premiere på Prime Video 9. maj.
/ritzau/