Bruxelles, 23/05/2025 - 22:32
EU's chefforhandler: EU går fortsat efter handelsaftale med USA
Donald Trumps udmelding om, at EU skal rammes med 50 procent told, får ikke EU til at opgive forhandlinger.
Simon Wohlfahrt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
EU vil fortsat stræbe efter at indgå en handelsaftale med USA, der bygger på respekt og ikke trusler.
Det skriver EU's chefforhandler, handelskommissær Maros Sefcovic, fredag aften på det sociale medie X.
Chefforhandleren siger dog samtidig, at EU er klar til at forsvare sine interesser over for USA, hvis det skulle blive nødvendigt.
- EU er fuldstændigt optaget af og bestræber sig på at nå en aftale, der fungerer for begge parter.
- EU-Kommissionen vil fortsat være klar til at arbejde i god tro.
- EU's og USA's samhandel er uforlignelig og skal ledes ved hjælp at gensidig respekt, ikke trusler. Vi er klar til at forsvare vores interesser, skriver Sefcovic.
USA's præsident, Donald Trump, har fredag meddelt, at forhandlingerne om en handelsaftale med EU er gået i hårdknude.
Han mener derfor, at der skal indføres 50 procent told på varer, der eksporteres fra EU til USA.
I forvejen er var fra landene i EU og de fleste andre lande pålagt ti procent basistold.
Oprindeligt var det Trumps plan, at EU-varer skulle rammes af 20 procent told, når de eksporteres til det amerikanske marked.
Indførelsen af den højere toldsats blev dog i april udskudt i foreløbigt 90 dage.
/ritzau/