Kyiv, 08/05/2025 - 14:09
Medie: Ukraines parlament godkender mineralaftale med USA
En uge efter at Ukraine og USA indgik mineralaftale, har den fået grønt lys i det ukrainske parlament.
Brian Snyder/Reuters
Af: /ritzau/
Ukraines parlament har torsdag ratificeret en mineralaftale, som landet har indgået med den amerikanske regering.
Det oplyser formand for parlamentets udvalg for udenrigsanliggender Oleksandr Merezjko ifølge Reuters.
338 parlamentsmedlemmer stemte for aftalen. Ingen stemte imod.
Godkendelsen kommer en uge efter, at Ukraine og USA indgik aftalen, som ikke kunne træde i kraft uden det ukrainske parlaments godkendelse.
Aftalen giver USA privilegeret adgang til mineraler i Ukraines undergrund og kan komme til at bane vejen for, at Ukraine får nye leverancer af militært udstyr fra sine amerikanske allierede.
Således har den amerikanske regering signaleret, at mineralaftalen kunne blive nødvendig, hvis Ukraine fortsat vil have militær støtte fra USA.
Der følger dog ingen sikkerhedsgarantier fra USA's side med aftalen.
USA's finansministerium har beskrevet aftalen som et "økonomisk partnerskab". Partnerskabet gør det muligt for de to lande "at samarbejde og investere sammen for at sikre, at vores gensidige aktiver, talenter og evner kan fremskynde Ukraines økonomiske genopretning".
Forud for aftalen er gået flere måneders forhandlinger.
Oprindeligt var det forventningen, at aftalen skulle underskrives, da Ukraines præsident besøgte Det Hvide Hus i februar.
Men et pressemøde med Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump endte i et skænderi for rullende kameraer, og aftalen blev ikke indgået.
Oprindeligt krævede Trump, at det skulle indgå i aftalen, at Ukraine skulle tilbagebetale det beløb, som USA har brugt på våben og andet militært udstyr til Ukraine under krigen mod Rusland.
Det krav er droppet i den endelige aftale.
I stedet skal fremtidig amerikansk støtte tælle som en del af de amerikanske bidrag til en fælles genopbygningsfond.
Aftalen giver USA privilegeret adgang til råstoffer i Ukraines undergrund, men Ukraine skal bestemme, hvor der skal være minedrift.
Desuden fastslår aftalen, at Rusland er aggressoren i den aktuelle krig, hvilket står i modsætning til tidligere udtalelser fra Trump. Målet for USA og Ukraine er et "fredeligt, suverænt og modstandsdygtigt Ukraine", lyder det.
Desuden holder aftalen en dør åben for, at Ukraine kan blive medlem af EU.
/ritzau/