København, 22/05/2025 - 22:07
Dansk Harvard-studerende føler sig som en brik i Trumps spil
Trump-administrationen har stoppet universitetet Harvards mulighed for at optage internationale studerende.
Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Emil Bender Lassen får ondt i maven, når han tænker på, hvordan hans udenlandske medstuderende på Harvard University kan blive ramt af en ny beslutning fra Trump-administrationen.
Det siger den 29-årige dansker i en skriftlig udtalelse til Ritzau.
- Det er en kæmpe drøm at læse på Harvard - og sørgeligt at se, hvordan Trump-administrationen bruger Harvard-studerende som tilfældige spillebrikker.
Trump-administrationen har torsdag meddelt, at den har stoppet Harvards mulighed for at optage internationale studerende.
Derudover skal internationale studerende, der allerede er indskrevet på universitetet, overflyttes, lyder det.
- Denne administration holder Harvard ansvarlig for at fremme vold, antisemitisme og koordinere med det kinesiske kommunistparti på dets campus, siger Kristi Noem, der er minister for indenrigssikkerhed i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det er et privilegium, ikke en ret, for universiteter at indskrive udenlandske studerende og drage fordel af deres højere undervisningsgebyrer, siger indenrigssikkerhedsministeren.
Det amerikanske universitet kalder i en udtalelse beslutningen fra ministeriet for "ulovlig", skriver Reuters videre.
Universitet gør ifølge den amerikanske regering ikke nok for at slå hårdt ned på antisemitisme. Det har ledt til en konflikt mellem de to parter de seneste måneder.
Harvard har indtil videre fået indefrosset flere milliarder dollar i føderal støtte, mens langt flere midler er i gang med at blive gennemgået af regeringen.
Harvard University har tidligere afvist administrationens krav om ændringer af dets politik. Universitetet oplever det som et angreb på ytringsfriheden og dets akademiske frihed, har det lydt.
Efter en indefrysning af 2,2 milliarder dollar tidligere i år lagde universitetet sag an mod administrationen.
Ifølge Emil Bender Lassen virker det til, at kravene fra regeringen er i strid med den amerikanske lovgivning.
- Så vi håber, at Harvard kan omstøde beslutningen i retten, lyder det fra danskeren.
Emil Bender Lassen har studeret på Harvard i to år, efter at han blev tildelt et legat af kong Frederik fra Crown Prince Frederik Fund tilbage i 2023.
Han har netop afsluttet sin kandidatuddannelse på universitetet.
/ritzau/