27/04/2025 - 10:00
Hold øje med vejret inden du planter sommerblomster i haven
Maj bød på en gennemsnitstemperatur på 14,6 grader sidste år. Der kan dog stadig komme nattefrost, der påvirker havelivet i maj.
Mikel Bilbao / Vwpics/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus
Selv om de gode varme dage i haven nærmer sig, er det stadig for tidligt at gå helt i sommerstemning i maj. Vejret kan nemlig have en stor påvirkning på havelivet.
Det fortæller Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videncentret Bolius.
- Selv om vi har varme dage, skal man være yderst opmærksom på, at der kan komme nattefrost. Det har en betydning for frostfølsomme planter, såsom sommerblomster, siger hun.
Det er typisk de enårige sommerblomster, man planter i krukker, som man skal passe lidt på.
- Nattefrosten er typisk ikke så hård i maj. Men hvis det er tilfældet, kan man beskytte sommerblomsterne ved at flytte dem under et halvtag eller smide et tæppe hen over, siger hun.
I maj måned er der knald på planterne, og når de gror meget, har de også brug for vand.
- Hvis vi får en meget tør og varm maj måned, skal man sørge for at vande lidt ekstra. Det gælder specielt flerårige træer og buske, som er plantet inden for de seneste par år. De har ikke et stort rodnet til at finde vandet selv, siger hun.
Selv om der kan være frost om natten, bliver jorden ofte ikke kølet helt ned. Det giver mulighed for, at grøntsager som kål, bønner, kartofler og ærter kan blive sået eller lagt i jorden.
- Man skal være opmærksom på, at jorden ikke er for kold. Det kan man måle med et jordtermometer, siger hun.
I prydhaven venter man også på, at temperaturen er steget lidt, så jorden er klar til nyt liv.
- I maj er temperaturen høj nok til, at man kan lægge blomstrende knolde og løg. Det skal ikke være forårsløg, påskeliljer eller tulipaner, men de løg og knolde, der blomstrer om sommeren. Det kan eksempelvis være dahliaer og liljer, siger Berit Rørbøl.
Også her skal man dog være varsom, fortæller Louise Møller, som er fagredaktør hos Haveselskabet.
- Man skal først lægge knoldene i jorden, når risikoen for nattefrost er ovre, fordi de små skud, der kommer op ad jorden, ikke kan tåle frost, siger hun.
Hvis man lægger dahlia-knolde i jorden, skal de dækkes med højst to-tre centimeter jord - mere kan hæmme spiringen og forsinke væksten, forklarer fagredaktøren.
Så snart de grønne skud kommer op over jorden, kan de tage skade af frosten.
- Hvis man har lagt dem i jorden for tidligt, og der kommer frost, kan man lægge en fiberdug hen over natten og fjerne den igen dagen efter, siger Louise Møller.
/ritzau fokus/