København, 30/12/2024 - 08:00
Kandis-Johnny: Jeg vil gerne have mere fri
2025 bliver et år med forandring for Johnny Hansen. Han har store planer for Kandis, og på det personlige plan byder fremtiden på mere tid med familien.
Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Af: af Bine Madsen, Ritzau Fokus
Det er ikke nogen hemmelighed, at dansktopsanger Johnny Hansen er en travl mand og i perioder også har haft så travlt, at det både gik over hans eget helbred og hans tid med familien.
De seneste par år har han dog været i gang med en stor omlægning af både arbejdsliv og livsstil, og i året, der netop er gået, begyndte de forandringer så småt at slå igennem.
Det fortæller han her, hvor han ikke kun gør status, men også ser frem på det, der venter i 2025. Både professionelt og privat.
Hvad har været årets højdepunkter?
- Der har været flere, men et af højdepunkterne på det personlige plan har været, at jeg i november blev morfar for tredje gang. Nu har vi en lille ny i familien, vi skal lære at kende, og det er helt fantastisk. Det er virkelig rigtigt, når folk siger, det er livets dessert.
- Det er noget helt andet at være morfar end at være far. Da jeg blev far første gang, var jeg stadig søgende og i fuld gang med at etablere mig med både hus og karriere.
- I dag er der et andet overskud til at følge de smås opvækst, og vi støtter de unge mennesker, så godt vi kan. Det er også sjovt og rørende at se vores gamle familievugge gå i arv.
Det er ikke kun på det personlige plan, at Johnny Hansen ser tilbage på 2024 med glæde.
Det blev nemlig også året, hvor Kandis for alvor fik et nyt publikum. Godt hjulpet på vej af dokumentarfilmen fra 2021 "Kandis for livet", der følger nogle af bandets mest dedikerede fans og er blevet set af flere end 800.000 danskere.
- Festivalscenen er stadig ny for os, men vi er begyndt at få flere job her, og det har været en helt ny udfordring. Det er et andet setup og et helt andet publikum. Det er virkelig fedt.
Hvilke nedture har der været i det forgangne år?
- Der er ikke så meget, jeg selv har bøvlet med, men det gør stort indtryk på mig med alt det, der sker ude omkring i verden. Den ondskab, der kommer til udtryk, forstår jeg virkelig ikke, og det står i stærk kontrast til vores eget trygge og gode samfund.
- Jeg har især været optaget af krigen i Ukraine, og det er forfærdeligt, at den bare fortsætter. Der er så mange tab, der kunne have været undgået.
Hvad vil du gøre mere af næste år?
- Jeg vil gerne have mere fri og tilbringe mere tid sammen med min familie. Jeg vil følge mine børn og børnebørn og hjælpe dem, så meget jeg overhovedet kan. Så overskriften må være "hygge med familien".
- Det kræver selvfølgelig, at jeg skærer endnu mere ned på arbejdet, men det er jeg i fuld gang med, siger Johnny Hansen, der ud over sin musik også har et leasingfirma og flere udlejningsejendomme i hjembyen Hurup.
Den sidste del bliver der meget mindre af fremover, fortæller han.
- Jeg har også en drøm om at have nogle stræk i foråret og sensommeren, hvor jeg slet ikke arbejder, og planen er at investere i en feriebolig i Spanien, hvor familien kan samles. Jeg vil kort sagt gerne arbejde mindre og have tid til at nyde livet.
Hvad ser du mest frem til i 2025?
- Jeg ser frem til de mange gode koncerter, vi allerede har planlagt, og så ser jeg frem til at udgive et nyt Kandis-album. Jeg har som noget helt nyt arbejdet sammen med Chief 1 om nogle nye sange, afslører Johnny Hansen.
- Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler vores musik. Det må gerne få lidt mere kant, så vi nærmer os festivalpublikummet, samtidig med at vi selvfølgelig skal have vores trofaste publikum med. Dét glæder jeg mig til, fortæller Johnny Hansen, der regner med, at det nye album udkommer i efteråret.
/ritzau/