Washington D.C., 26/06/2025 - 09:53
Trump kræver korruptionssag mod Netanyahu annulleret
Mangeårige retssag er en heksejagt, skriver USA's præsident og hylder Netanyahu for at være en helt.
Af: /ritzau/
Den verserende korruptionssag mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, bør droppes, for sagen er udtryk for "en latterlig heksejagt".
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.
Her hylder han samtidig Netanyahu for Israels angreb på Iran.
- Det rystede mig at høre, at staten Israel, som netop har været igennem et af sin histories største øjeblikke, og som ledes stærkt at Bibi Netanyahu, fortsætter sin latterlige heksejagt på sin store krigstidspremierminister, skriver Trump og bruger Netanyahus kaldenavn, Bibi.
Netanyahu har siden maj 2020 været tiltalt for korruption i tre separate sager, sagerne 1000, 2000 og 4000.
Sagerne er "politisk motiverede", skriver Trump.
- Bibi Netanyahus retssag skal aflyses øjeblikkeligt, eller der skal gives en undskyldning til en stor helt, som har gjort så meget for staten, skriver han.
Netanyahu er ifølge flere medier indkaldt til et retsmøde mandag efter at retssagen mod ham har været sat på pause som følge af konflikten mellem Iran og Israel.
/ritzau/