Beijing, 31/07/2025 - 12:00
Voldsom regn koster mindst 60 mennesker livet i Nordkina
Kinas Kommunistiske Parti erkender, at myndighederne ikke i tilstrækkelig grad var forberedte på kraftig regn.
Florence Lo/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Myndigheder i Beijing siger, at mindst 60 mennesker er døde, og at mindst ni savnes i den nordlige del af Kina efter voldsomt regnvejr og oversvømmelser.
Det skriver nyhedsbureauet AFP torsdag.
Siden sidste uge har kraftig regn præget den kinesiske hovedstad og områderne omkring.
- Ved middag 31. juli var omkring 44 mennesker døde, og ni savnes stadig som følge af katastroferne på tværs af Beijing, siger Xia Linmao, som er viceborgmester i Beijing.
31 af dødsfaldene, der skete som resultat af regnen, fandt sted på et plejehjem i byen Taishitun, oplyser de kinesiske myndigheder.
Det nordlige Kina har de senere år oplevet rekordstore nedbørsmængder, hvilket har øget risikoen for oversvømmelser i regionens mange tætbefolkede storbyer.
En topembedsmand i Beijing har erkendt, at der har været problemer med byens beredskab.
- Der var huller i vores planer, siger Yu Weiguo, som er leder i Kinas Kommunistiske Parti i det hårdt ramte distrikt Miyun, ved et pressemøde.
- Denne tragiske lære er en advarsel om, at vi skal sætte folk først, sætte menneskeliv først - og at det er mere end et slagord, fortsætter Yu Weiguo.
Som konsekvens af regnen er dusinvis af veje i det nordlige Kina lukket, landsbyer har mistet elektricitet og huse er blevet oversvømmet.
Landsbyboere i et område, der er særligt hårdt ramt af regnskaderne, fortalte nyhedsbureauet AFP, at de pludselig blev ramt af vandmængder, der hurtigt oversvømmede deres huse.
Jeg har aldrig set lignende før i alle mine 40 år. Det har de, der har levet i 80 eller 90 år, heller ikke," sagde landsbyboeren Hu Yuefang i det nordlige Beijing-distrikt Huairou.
Naturkatastrofer forekommer med jævne mellemrum i Kina, især om sommeren, hvor visse regioner oplever kraftig regn.
/ritzau/AFP