København, 01/05/2025 - 11:34
Anklager vil ikke rejse sag mod ansatte i kræftsagen fra Aarhus
Efterforskning i kræftsagen fra Aarhus stoppes. Ledende ansatte kan ikke stilles strafferetligt til ansvar.
Af: /ritzau/
Statsadvokaten i Viborg stopper efterforskningen i sagen fra Aarhus Universitetshospital om 300 patienter, der ventede for længe på kræftbehandling.
Samtidig frafalder anklagemyndigheden sigtelsen mod ledende medarbejdere, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Dermed er det blevet vurderet, at der ikke kan rejses en straffesag mod de tre hospitalsansatte, som har været under mistanke for stillingsmisbrug, pligtforsømmelse og grov eller gentagen skødesløshed i tjenesten.
Sagen omhandler over 300 patienter, som ventede for længe på kræftbehandling på Mave- og Tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital fra 1. januar 2022 til 18. marts 2023.
Flere patienter ventede for længe på en operation, som de havde de ret til at modtage inden for to uger, efter de fik den tilbudt. Alternativt skulle de tilbydes behandling på et andet hospital eller i udlandet.
Det tilbud fik mange af patienterne ikke. Det er desuden undersøgt, om patienters samtykke til fristoverskridelsen blev indhentet forkert.
Hospitalet og ledelsen blev anmeldt til Østjyllands Politi, som har efterforsket sagen.
Det er undersøgt, om der kunne placeres et strafferetligt ansvar hos en eller flere enkeltpersoner for fejl og kritisable forhold i sagen.
Men Statsadvokaten i Viborg vurderer nu, at der ikke er grundlag for at gøre et strafferetligt ansvar gældende.
/ritzau/