København, 04/08/2025 - 13:22
FE lukker netværk mod cyberangreb grundet sikkerhedsrisiko
Forsvarets Efterretningstjeneste har ikke set kompromitteringer af netværk, som lukkes af præventive årsager.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har lukket et sensornetværk, som i 2016 blev oprettet for at opdage uønskede cyberhændelser hos en række danske myndigheder og virksomheder.
Det sker på grund af sikkerhedsrisiko, skriver efterretningstjenesten i en pressemeddelelse mandag.
En intern analyse har vist, at der kan være en sikkerhedsrisiko, hvis sensornetværket fortsætter, som det er nu.
Hvad sikkerhedsrisikoen består i, oplyser FE ikke af sikkerhedshensyn.
Men tjenesten oplyser, at risikoen er væk med lukningen af sensornetværket, og at FE ikke har fundet kompromitteringer af hverken sensornetværket eller kunderne i sensornetværket.
Sensornetværket var en del af Netsikkerhedstjenesten under FE og blev oprettet for at overvåge cyberhændelser i den kritiske infrastruktur i Danmark.
Siden oprettelsen af sensornetværket i 2016 er antallet af tilknyttede virksomheder og myndigheder nået op på 300.
FE har orienteret de virksomheder og myndigheder, der er en del af netværket, om lukningen, og tjenesten vil fortsat hjælpe dem med at undersøge relevante cybersikkerhedshændelser.
Sensornetværkets overvågning udgør ifølge FE en begrænset del af kundernes samlede it-sikkerhed. FE har således vurderet, at konsekvensen af lukningen er mindre end risikoen ved at opretholde sensornetværket.
Efterretningstjenesten har mandag ikke yderligere kommentarer til lukningen af sensornetværket.
Sensornetværket virkede ifølge FE ved, at en række sensorer overvåger datatrafikken ind og ud af de tilknyttede virksomheder og myndigheders netværk.
Der blev løbende holdt øje med, om malware eller anden mistænkelig data indgik i trafikken, og hvis det var tilfældet, gik en alarm.
/ritzau/