København, 30/07/2025 - 17:23
Novo Nordisk fortsætter nedtur efter historisk kursfald
Novo Nordisk er efter kursfald ikke længere blandt de 50 mest værdifulde selskaber i verden.
Tom Little/Reuters
Af: /ritzau/
Aktien i Novo Nordisk fortsatte onsdag nedturen, efter at den tirsdag lukkede med det største procentmæssige fald nogensinde.
Onsdag lukkede aktien med et fald på 6,3 procent, og dermed placerede medicinalselskabet sig i den nederste del af det danske C25-indeks.
Det markante kursfald tirsdag kom, efter at Novo Nordisk nedjusterede sine forventninger til årets salgsvækst. Da fondsbørsen i København lukkede tirsdag, var aktien nede med 23,1 procent.
Tirsdag præsenterede Novo Nordisk også den nye topchef, der skal overtage posten efter Lars Fruergaard Jørgensen.
Det bliver Maziar Mike Doustdar, som har arbejdet i Novo Nordisk i 33 år. Han træder til 7. august - dagen efter at selskabet offentliggør sit halvårsregnskab.
Tirsdag var Novo Nordisk akkurat lige på listen over de 50 mest værdifulde selskaber i verden.
Men onsdag er selskabet rykket ned på plads nummer 65 ifølge hjemmesiden companiesmarketcap.com.
Novo Nordisk er blevet overhalet af selskaber som Toyota, L'Oréal og Goldman Sachs.
Det danske medicinalselskab har i perioder været det mest værdifulde selskab i Europa. Efter onsdagens kursfald er Novo Nordisk det 11. mest værdifulde, overgået af blandt andet Nestlé, Roche og LVMH.
Novo-aktiens nedtur har stået på siden sommeren 2024, hvor aktien toppede. Siden er der skåret omkring to tredjedele af selskabets værdi.
Novo Nordisk står over for en række udfordringer - særligt på det amerikanske marked.
Da selskabet tirsdag nedjusterede forventningerne, blev det blandt andet begrundet med, at der fortsat produceres og sælges kopivarianter af vægttabsmidlet Wegovy, på trods af at midlet ikke længere er i mangel.
I USA er det lovligt for såkaldte compounders at producere og sælge kopier af medicin, der er mangel på.
I første del af 2025 var der mangel på Wegovy, men det lykkedes Novo Nordisk at skrue så meget op for produktionen, at midlet blev fjernet fra mangellisten.
Salget af kopivarianterne skulle stoppe senest 22. maj. Men ifølge Novo Nordisk finder salget altså fortsat sted, og det går ud over salget af Wegovy, lyder det.
Nu forventer Novo Nordisk, at omsætningen vil vokse med mellem 8 og 14 procent i 2025 mod tidligere forventede 13 til 21 procent.
/ritzau/