Ringsted, 01/08/2025 - 14:40
Festivalgæster i Ringsted evakueres på grund af voldsomt vejr
DMI har varslet skybrud og torden i Ringsted fredag. Der er også risiko for hagl og kraftige vindstød.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ringsted Festival har lukket alle sine scener på grund af torden og massiv regn.
Det oplyser festivalen i et opslag på det sociale medie Facebook.
- Af sikkerhedshensyn stopper vi musik på alle vores scener. Planen er, at vi starter op, så snart vejret er bedre, lyder det i opslaget.
Samtidig er festivalgæsterne blevet evakueret. Det oplyser sikkerhedschef Henrik Stadager til TV2 Øst.
- Vi har iværksat vores sikkerhedsprocedure og bedt publikum om at søge væk fra festivalpladsen, siger han til mediet.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har fredag varslet både skybrud og torden i en stor del af Danmark. Varslet gælder også Ringsted.
Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.
På DMI's hjemmeside fremgår det, at der i Ringsted kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter. Der er desuden risiko for hagl og kraftige vindstød på mellem 15 og 20 meter i sekundet.
TV2 Øst skriver, at uvejret forventes at passere Ringsted ved 16-tiden ifølge DMI's radar.
Ringsted Festival har cirka 16.000 gæster hver dag. Den varer fra 31. juli til 2. august.
I år spiller blandt andre Burhan G., Jonah Blacksmith og The Minds of 99 på festivalen.
/ritzau/