Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 14/07/2025 - 20:21

Zelenskyj vil have økonomiminister som ny premierminister i Ukraine

Denys Sjmyhal er i øjeblikket Ukraines premierminister og har været det siden marts 2020.

Yoan Valat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil have en ny premierminister.

Det skriver han i et opslag på X, hvor han peger på den nuværende økonomiminister og vicepremierminister Julija Svyrydenko.

- Jeg har foreslået, at Julija Svyrydenko skal lede Ukraines regering og markant forny dens arbejde, skriver præsidenten på X og tilføjer:

- Jeg ser frem til, at den nye regerings handlingsplan bliver præsenteret i den nærmeste fremtid.

I opslaget skriver Zelenskyj, at han sammen med Svyrydenko har diskuteret konkrete tiltag for at styrke Ukraines økonomi, udvide støtteordninger for ukrainere samt øge våbenproduktionen i landet.

- For at nå dette mål igangsætter vi en transformation af Ukraines ledelse.

49-årige Denys Sjmyhal er i øjeblikket landets premierminister og har været det siden marts 2020.

Dermed er han ifølge Reuters den længst siddende regeringschef siden landets uafhængighed fra Moskva i 1991 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud.

Mandag aften siger Zelenskyj, at han har foreslået, at Sjmyhal skal være landets nye forsvarsminister. I øjeblikket er det 43-årige Rustem Umerov, der sidder på den post.

- Denys Sjmyhals store erfaring vil med sikkerhed være værdifuld i stillingen som Ukraines forsvarsminister, siger præsidenten i en aftentale ifølge Reuters.

39-årige Julija Svyrydenko fik posten som minister i Zelenskyjs regering få måneder før Ruslands invasion af Ukraine.

For at Svyrydenko kan blive godkendt som landets nye premierminister, kræver det en godkendelse af landets parlament.

Parlamentet har dog ifølge nyhedsbureauet AFP i høj grad stået samlet bag Zelenskyj siden krigens begyndelse og vil højst sandsynligt ikke stemme imod ham.

Derudover siger Zelenskyj mandag aften ifølge Reuters, at han regner med parlamentets opbakning.

Hverken Svyrydenko eller Sjmyhal har umiddelbart kommenteret Zelenskyjs forslag om en ny premierminister.

Meldingen om en mulig regeringsrokade kommer samme dag som USA's særlige udsending til Ukraine, Keith Kellogg, mødtes med den ukrainske præsident i landets hovedstad, Kyiv.

Ifølge Zelenskyj talte de to om Ukraines luftforsvar, fælles produktion af våben i samarbejde med EU og sanktioner mod Rusland, skriver præsidenten på X.

ritzau/

Los Angeles, 18/07/2025 - 20:30

Der er rift om billetter til Nolan-film - et år inden premieredato

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Det har været enormt populært at købe billetter til "The Odyssey", som bliver vist i særligt format.

Der har været rift om de første biografbilletter til den kommende film "The Odyssey", som den anerkendte filminstruktør Christopher Nolan står bag.

Det skriver det britiske medie The Guardian fredag.

Filmens premieredato er dog først sat til 17. juli næste år, den har ikke fået nogen officiel spilletid, og optagelserne er fortsat i gang.

Et år før premieredatoen blev billetterne til de første visninger sat til salg. De dækker over 26 IMAX-biografer i forskellige lande verden over.

I USA blev næsten alle billetter solgt inden for en time, og der har været meldinger om billetter, der er blevet solgt videre for op mod 400 dollar - omkring 2500 danske kroner.

Imens solgte den australske biograf IMAX Melbourne 1800 billetter til i alt fire visninger.

IMAX er et filmformat, og de visninger, der er solgt billetter til, vil blive vist i opløsningsformatet 1570.

Det er det største og højeste opløsningsformat, der findes, og Nolans foretrukne ifølge mediet.

Christopher Nolan er blandt de mest succesfulde instruktører i verden.

Hans film tæller titler som "Oppenheimer", der blandt andet vandt en Oscar for Bedste Film, og science fiction-filmen "Interstellar", som havde Hollywood-skuespilleren Matthew McConaughey i hovedrollen.

"The Odyssey" baserer sig på Homers klassiske værk "Odysseen".

Filmen følger Odysseus på sin lange vej hjem fra Den Trojanske Krig. I rollen ses den amerikanske skuespiller Matt Damon.

Andre store navne, der ligeledes er på rollelisten, er Robert Pattinson, Charlize Theron, Anne Hathaway, Zendaya og Tom Holland.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 18/07/2025 - 20:02

Der er rift om billetter til Nolan-film - et år inden premieredato

Det har været enormt populært at købe billetter til "The Odyssey", som bliver vist i særligt format.

Der har været rift om de første biografbilletter til den kommende film "The Odyssey", som den anerkendte filminstruktør Christopher Nolan står bag.

Filmens premieredato er dog først sat til 17. juli næste år, den har ikke fået nogen officiel spilletid, og optagelserne er fortsat i gang.

Et år før premieredatoen blev billetterne til de første visninger sat til salg. De dækker over 26 IMAX-biografer i forskellige lande verden over.

I USA blev næsten alle billetter solgt inden for en time, og i Australien solgte biografen IMAX Melbourne 1800 billetter til i alt fire visninger.

Det skriver det britiske medie The Guardian fredag.

IMAX er et filmformat, og de visninger, der er solgt billetter til, vil blive vist i opløsningsformatet 1570.

Det er det største og højeste opløsningsformat, der findes, og Nolans foretrukne ifølge mediet.

Christopher Nolan er blandt de mest succesfulde instruktører i verden.

Hans film tæller titler som "Oppenheimer", som blandt andet vandt en Oscar for Bedste Film, og science fiction-filmen "Interstellar", som havde Hollywood-skuespilleren Matthew McConaughey i hovedrollen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/07/2025 - 08:00

FAKTA: Platformsøkonomi og skat

* Hvis du tjener penge på at udleje eller udføre opgaver for andre private, skal du som udgangspunkt betale skat af din indtægt. 

* Det gælder også, hvis indtjeningen sker gennem en digital platform.

* EU-direktivet kaldet DAC7 pålægger digitale platforme at indsamle og indberette oplysninger om de privatpersoner og virksomheder, der bruger platformen til at tjene penge. 

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/07/2025 - 08:00

Tjen penge på at arrangere oplevelser uden at komme i klemme

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Det er blevet nemt at tilbyde oplevelser til turister gennem deleøkonomiske platforme. Men husk at sætte dig ind i skat og ansvar, før du kaster dig ud i det.

Hvis du har planer om at invitere turister på en guidet cykeltur gennem byens skjulte perler eller på svampejagt i skoven, er der mulighed for at gøre det gennem en deleøkonomisk platform. Her kan private dele deres passion og lokalkendskab med andre, samtidig med at de kan tjene lidt ekstra.

Men før du opretter din første oplevelse og begynder at tage imod gæster, bør du kende en række regler. Det kan spare dig for problemer med skat og forbrugerlovgivning, fortæller Martin Bruun, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis man selv overvejer at arrangere ture og udflugter, bør man som det første finde ud af, om man vil blive betragtet som erhvervsdrivende, siger han og fortsætter:

- Det har nemlig betydning for, hvilke pligter man har over for forbrugeren.

Ifølge Martin Bruun skal der ikke meget til, før man betragtes som en hobbyvirksomhed.

- Og i så fald er der tale om et forbrugerkøb med alle de forbrugerbeskyttelsesregler, der gælder ved salg af varer og ydelser.

Han vurderer, at du formentlig ikke er erhvervsdrivende, hvis du arrangerer ture en gang imellem som et hyggeprojekt.

Medmindre du altså er momsregistreret og driver det hele gennem en virksomhed.

- Men er man det mindste i tvivl om reglerne, bør man spørge Skattestyrelsen, siger Martin Bruun.

Ifølge Skattestyrelsen skal man momsregistreres, hvis omsætningen overstiger 50.000 kroner inden for et kalenderår.

I Danmark er al indkomst som udgangspunkt skattepligtig, og det er derfor afgørende at kende reglerne for at undgå en uventet restskat.

For et par år siden trådte et nyt EU-direktiv i kraft kaldet DAC7. Det pålægger digitale platforme at indsamle og indberette oplysninger om de privatpersoner og virksomheder, der bruger platformen til at tjene penge.

Eksempler på digitale platforme er Den Blå Avis, Airbnb og GoMore.

Uanset om du tilbyder oplevelser som privatperson eller virksomhed, anbefaler Martin Bruun, at du sætter dig ind i dit ansvar, og hvilke forsikringer du skal have.

Det kan nemlig få alvorlige følger, hvis en deltager eksempelvis falder og kommer til skade eller får det dårligt på turen.

- Uheld kan ske, og derfor er det godt at vide, hvordan man er dækket - både for sin egen og andres skyld, siger han.

Der er altså en del, du bør forholde dig til, hvis du overvejer at arrangere oplevelser.

Derfor kan det være en god idé at søge juridisk rådgivning hos en advokat, så du er sikker på at overholde alle gældende regler og krav, lyder rådet fra Martin Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek