Umeå, 19/07/2025 - 12:51
Demonstranter hang dukker med davidsstjerner op i svensk park
Dukker med davidsstjerner og løkker om halsen blev hængt op i Umeå. Sagen efterforskes som mulig hetz.
Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/TT
Svensk politi har indledt en efterforskning, efter at to dukker med davidsstjerner på brystet blev hængt op i en snor i en park i byen Umeå.
Dukkerne, som var iklædt skjorter med blå og hvide striber, blev hængt op ved middagstid fredag i forbindelse med en demonstration. Kort tid efter blev de taget ned igen.
Politiet efterforsker nu sagen som mulig hetz mod en befolkningsgruppe.
Billeder af de to dukker er blevet delt på sociale medier. De har et hoved uden ansigt og en overkrop. Om halsen har de en løkke.
Over dukkerne er der et banner med ordene:
- Et folkemord er et folkemord er et folkemord.
Under dukkerne sidder en person eller en dukke med et tørklæde og en dukke, der forestiller et lille barn, i favnen.
Ved siden af står der palæstinensiske flag. Billederne har været lagt op på profiler på sociale medier for gruppen Umeå for Palæstina, skriver Expressen, men er siden blevet fjernet igen.
Gruppen bag demonstrationen har efterfølgende meddelt, at der er tale om et kunstværk.
Formålet med installationen har været at drage paralleller mellem det, gruppen beskriver som "to forfærdelige folkemord".
- Der har været kritik af, at billedet kan opfattes som antisemitisk. Vi vil sige helt tydeligt, at det absolut ikke er noget, vi står inden for, mener eller vil sættes i forbindelse med, skriver gruppen.
Svensk politi oplyser, at det har modtaget mindst én anmeldelse om hetz mod en folkegruppe. Anmeldelsen er ved at blive undersøgt.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen mistænkte i sagen, siger pressetalsperson i politiet Maria Linné.
På det sociale medie X har vicestatsminister Ebba Busch kommenteret demonstrationen.
- Antisemitisme er længe blevet pakket ind i "Israelkritik", men det her er langt over alle grænser, skriver hun.
/ritzau/TT