København, 26/06/2025 - 13:00
Fåreavlere får øget tilskud til hegn for at beskytte mod ulve
Efter anbefalinger fra en såkaldt minitrepart øger minister nu tilskud til ulvesikrede hegn fra september.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For at beskytte husdyr mod ulveangreb får eksempelvis fåreavlere muligheden for at søge et øget tilskud fra staten til at opsætte ulvesikrede hegn.
Det bliver også muligt at få tilskud til vedligeholdelse af hegnene.
Tiltagene er blandt flere anbefalinger fra en såkaldt minitrepart, som minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har valgt at følge. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Grøn Trepart, der har ansvaret for ulveområdet.
Minitreparten blev nedsat i forbindelse med en ulvehandlingsplan, som Jeppe Bruus præsenterede i april. Den består af myndigheder, relevante organisationer og Vildtforvaltningsrådet.
I dag er det muligt at få maksimalt 20 kroner i tilskud per meter hegn. Det øges nu til enten 40 kroner, 65 kroner eller 90 kroner, alt efter hvor svær opsætningen af hegnet er.
Ulvedebatten er i løbet af 2025 blusset op igen, efter der har været flere angreb fra ulve. Eksempelvis blev to hunde fundet dræbt i maj, og det formodes, at en ulv stod bag.
Fra politisk side er det blandt andet blevet gjort nemmere at regulere ulvebestanden - forstået på den måde, at der nu skal mindre til, før der kan gives tilladelse til, at en ulv, der færdes i byområder, må skydes.
Nu sættes der så ind på beskyttelsen af husdyr som får.
- Det bedste værn mod angreb fra ulve er ulvesikrede hegn, og derfor gør vi det nu lettere og mere attraktivt at sætte dem op, vedligeholde dem og helt lavpraktisk få det til at fungere for husdyrholderne i hverdagen, siger Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
Han har tidligere slået fast, at "menneskets vilkår og tryghed kommer før omsorgen for ulve". Men han mener ikke, at der slet ikke skal være ulve i Danmark.
Det er fra september, at de nye tilskud til ulvesikrede hegn kan ansøges. Der er afsat 3,5 millioner kroner i 2025 og 8,6 millioner kroner i 2026 til de nye tiltag.
Et andet tiltag er, at det bliver et krav at have et ulvesikret hegn, hvis man skal have kompensation ved gentagne ulveangreb.
Der vurderes at være mellem 54 og 78 ulve i Danmark, og de befinder sig alle i Midt- og Vestjylland.
/ritzau/