København, 22/07/2025 - 10:22
Beredskab endnu ikke presset af regnvejr - har rettet på skilte
Det regnvejr, der ramte Danmark mandag, har endnu ikke givet anledning til alarm på Lolland-Falster og Fyn.
Af: /ritzau/
Det omfattende regnvejr, der i øjeblikket passerer dele af Danmark, har endnu ikke givet omfattende problemer på Lolland, Falster og Fyn.
Det oplyser de lokale beredskaber.
De to landsdele har fået nogle af de største mængder nedbør siden mandag eftermiddag og natten til tirsdag, men indtil videre har det ikke påvirket beredskabernes arbejde.
- Status hos os er, at der er kommet en masse regn, men vi har ikke haft nævneværdige opgaver relateret til vejret.
- Vi har sendt nogle folk ud og for at rette op på nogle skilte og tjekke veje for stående vand i løbet af natten, men ellers er forholdende egentlig helt okay, siger chefvagt i Lolland-Falsters Beredskab, Morten Andersen.
På Fyn har regnen ligeledes ikke givet anledning til alarm, oplyser chefvagt Søren Ipsen.
- Det er ikke noget, der har påvirket vores arbejde synderligt meget. Der er selvfølgelig faldet en del vand, men det er ikke noget, der har aktiveret os på Fyn på nogen måde, siger han.
Han fortæller, at beredskabet holder nøje øje med vejrudviklingen og gerne tager imod henvendelser, men at det på nuværende tidspunkt ikke er blevet tilkaldt.
Lolland, Falster og Fyn var nogle af de steder, der først blev ramt af regnvejret. Lokalt kan der være kommet over 80 millimeter regn flere steder på øerne.
Det våde vejr ventes at fortsætte det meste af dagen tirsdag.
/ritzau/