Svendborg, 06/08/2025 - 05:00
Fem mænd tiltalt for at samle et halvt ton kokain op fra havet
Retten i Svendborg har afsat syv dage til at behandle en sag om 578 kilo kokain, der blev dumpet i havet.
Af: /ritzau/
Omkring klokken 03.30 natten til 24. august sidste år blev 578 kilo kokain dumpet fra et containerskib i farvandet ud for Langelands nordlige kyst.
Efterfølgende blev det ifølge et anklageskrift opsamlet af fem udenlandske mænd, der bragte det til Lohals Camping på Langeland.
Ifølge tiltalen mod mændene var deres hensigt at videreoverdrage kokainen til personer i både ind- og udland.
Så langt nåede foretagendet dog aldrig. For mændene blev anholdt i en politiaktion på Langeland den følgende morgen.
Ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er de 578 kilo kokain den største mængde kokain, der er blevet beslaglagt i Danmark i forbindelse med en anholdelsesaktion.
Onsdag indledes sagen mod de fem mænd i Retten i Svendborg.
I kriminologien kaldes denne form for smugling "drop off-metoden". Det siger Henrik Vigh, der er professor og leder af Kriminologisk Observatorium på Københavns Universitet.
- Man sørger for, at kokainen er bundet godt sammen, og at den er i vandtætte forpakninger, og så sætter man en gps-klods på, siger professoren.
Når skibet er nær kysten, kastes kokainen over bord, og medgerningsmænd på land sejler ud og henter den.
Ifølge Henrik Vigh er der set en stigning i denne form for smugling i Europa det seneste årti.
Efter anholdelsen af mændene førte efterforskningen af sagen til, at der er blevet rejst tiltale for yderligere to smuglinger til søs.
To af de tiltalte er desuden tiltalt for i april sidste år at have opsamlet 120 kilo kokain, der var blevet dumpet i farvandet ud for øen Romsø.
De to og en tredje person er også tiltalt for i juli 2024 at have opsamlet 120 kilo kokain, der blev dumpet ud for Langelands nordlige kyst.
I december sidste år tilstod en albansk mand sin rolle i sagen i Retten i Svendborg. Han blev idømt 15 års fængsel.
Mai-Britt Storm Thygesen og Danni Richter Larsen, der er forsvarere for to af de tiltalte, oplyser, at deres klienter nægter sig skyldige, men ønsker derudover ikke at udtale sig om sagen.
Det har tirsdag ikke været muligt at få oplyst, hvordan de resterende tre forholder sig til tiltalen.
Tre af de tiltalte er fra Albanien, en er fra Kosovo og en er fra England.
Retten i Svendborg har afsat syv retsdage til behandlingen af sagen, der ventes afsluttet 2. oktober.
/ritzau/