Frederiksberg, 16/08/2025 - 17:01
Mette Frederiksen lagde vejen forbi Pride-paraden
Mette Frederiksen var til stede på Frederiksberg, hvor årets Pride-parade lørdag blev skudt i gang klokken 13.
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
København prydes lørdag af regnbueflag, glitter og højt humør, når Copenhagen Pride-paraden ruller gennem byen.
Både statsminister Mette Frederiksen (S) og minister for ligestilling Magnus Heunicke (S) lagde vejen forbi festlighederne.
Det viser billeder fra Copenhagen Prides Instagram-profil.
De to politikere mødte op ved Frederiksberg Rådhus, hvor paraden startede klokken 13.
Mette Frederiksen deltog også ved paraden sidste år, mens den daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) ikke deltog.
Ministeren blev væk på baggrund af, at Copenhagen Pride i marts 2024 meldte ud, at alle sponsorer ville blive spurgt ind til deres "interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina".
Udmeldingen blev genstand for massiv kritik og fik en række store sponsorer til at trække sin økonomiske støtte. Det gælder blandt andet Mærsk, Google og Novo Nordisk.
Sponsorflugten endte med at give Copenhagen Pride et underskud på 1,7 millioner kroner.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået hos Københavns Kommune.
Copenhagen Pride havde budgetteret med 8,5 millioner kroner i sponsorindtægter. Støtten fra samarbejdspartnere endte dog noget lavere på 4,4 millioner kroner, viser regnskabet.
Ifølge Benjamin Hansen, der er forperson for organisationen, er nogle af de partnere, der trak sig sidste år, vendt tilbage i 2025.
Det siger han i et interview med Berlingske. Han oplyser ikke nærmere, hvilke partnere det drejer sig om.
Desuden skulle antallet af deltagere til ugens aktiviteter være "super".
Af Københavns Politi blev det estimeret, at 15.000 deltog i den traditionsrige parade i 2024, mens estimatet for 2023 lød på 35.000.
Og lørdag lyder skønnet fra politikredsen, at omkring 20.000 har deltaget i optoget.
Det oplyses desuden, at paraden indtil videre er forløbet fredeligt uden problemer.
Paraden starter ved Frederiksberg Rådhus og bevæger sig langs Frederiksberg Allé og Vesterbrogade ind til Rådhuspladsen, der er endestationen.
/ritzau/