København, 15/08/2025 - 14:19
Brøndby melder om hadbeskeder til Bischoff efter rødt kort
19-årige Clement Bischoff fik rødt kort i Brøndbys kamp mod Vikingur og har siden fået ubehagelige beskeder.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndbys Clement Bischoff har modtaget hadefulde og racistiske beskeder i sin indbakke, efter at han torsdag blev udvist i hjemmekampen mod islandske Vikingur i kvalifikationen til Conference League.
Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside og tager samtidig skarp afstand fra kommentarerne.
- Intet retfærdiggør så forkastelig en adfærd, og truer man vores spillere eller medarbejdere, har man trådt over enhver grænse for, hvad vi som klub kan og vil acceptere.
- Vi vil samarbejde tæt med relevante myndigheder for at identificere de ansvarlige, og vi vil gøre alt for at sikre, at deres handlinger får de strengest mulige konsekvenser, skriver Brøndby.
Brøndby var nede med 0-3 efter første møde med holdet fra Reykjavik og var derfor pisket til at vinde på eget græs.
Det så svært ud, da 19-årige Bischoff efter 18 minutter fik marchordre for at træde på Vikingurs Tarik Ibrahimagic.
Men de ti resterende Brøndby-spillere leverede et stort comeback og vandt kampen 4-0 med en mand i undertal.
Dermed avancerede Brøndby til playoffrunden i kvalifikationen, hvor franske Strasbourg nu venter over to kampe.
Clement Bischoffs udvisning endte derfor ikke med at få sportslige konsekvenser. Men ikke desto mindre er de ubehagelige beskeder tikket ind.
- Hadefuld adfærd - hvad enten det er på sociale medier eller face-to-face - har ingen plads. Hverken i fodbolden, i fællesskabet eller i samfundet.
- Clement, vi står bag dig, foran dig og ved siden af dig, skriver Brøndby.
/ritzau/