Miskolc, 22/04/2025 - 14:56
Veteranmålmand gør comeback på ishockeylandsholdet
Sebastian Dahm indstillede landsholdskarrieren for tre år siden, men nu er han igen udtaget til holdet.
Mikko Stig/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Målmanden Sebastian Dahm er tilbage på det danske ishockeylandshold, der forbereder sig til VM og spiller træningskampe mod Ungarn fredag og lørdag. Det oplyser landsholdet på sin Facebook-side.
38-årige Dahm havde ellers indstillet sin landsholdskarriere i 2022 efter VM i Finland, men lysten er kommet tilbage, og han gør nu comeback i rødt og hvidt.
- Siden jeg begyndte som landstræner, har jeg haft en god dialog med Sebastian, og han har leveret en god sæson nede i Østrig. Han er klar til at konkurrere om pladserne i VM-truppen, siger landstræner Mikael Gath i en pressemeddelelse.
Også Mathias From, Jesper Aabo og Oscar Fisker Mølgaard tiltræder truppen, oplyser landsholdet.
Danmark skal spille to træningskampe mod Ungarn fredag og lørdag. En sidste træningskamp spilles i næste uge i Slovenien.
Med i træningslejren i Ungarn er blandt andre Nicklas Jensen, Alexander True, Patrick Russell og brødrene Markus og Oliver Lauridsen.
Landstræneren må foreløbig se bort fra spillere fra de klubber, der stadig er i gang med sæsonen. Det gælder blandt andet DM-finalisterne Herning og Odense.
Det kan også vare en rum tid, før der kommer forstærkning fra Nordamerika.
Alle fem NHL-danskere, Frederik Andersen, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand, Lars Eller og Jonas Røndbjerg, har kvalificeret sig til slutspillet med deres hold og kan først stå til rådighed, når holdene er slået ud.
Målmanden Mads Søgaard, der spiller AHL for Belleville Senators, er desuden skadet.
- Lige nu regner jeg kun med NHL-spillerne som "bonus", hvis nogle af dem bliver tilgængelige. Slutspillet er startet godt for mange af dem derovre. Lige nu har vi en meget solid trup.
- Ud over de spillere, der er med, er der spillerne fra DM-finalisterne og Frederik Storm, der spiller finale om det tyske mesterskab for Köln lige nu, som kan blive aktuelle, siger Mikael Gath.
VM i ishockey spilles i Danmark og Sverige fra 9. til 25. maj.
Danmark åbner VM 9. maj mod USA. Alle Danmarks indledende kampe spilles i Boxen i Herning.
/ritzau/