København, 17/06/2025 - 00:01
Danmark rykker ud af top-3 på liste over konkurrenceevne
For få år siden var Danmark i top, men nu ligger vi på fjerdepladsen i nyeste sammenligning af 69 lande.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Før toppede Danmark listen over verdens mest konkurrencedygtige lande.
Sidste år blev det til en tredjeplads, og i år rykker Danmark endnu en plads ned ad rangstigen.
Det viser årets liste fra Institute for Management Development, som hvert år undersøger, hvilke lande der er mest konkurrencedygtige.
Danmark ligger i år på en fjerdeplads. Schweiz topper listen, efterfulgt af Singapore og Hongkong.
- Danmark kan generelt fremvise et pænt eksamensbevis med rigtig mange flotte karakterer, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
- For et par år siden var vi den bedste i klassen, men må desværre konstatere, at vi skal forbedre vores indsats, hvis vi skal tilbage helt i top, tilføjer cheføkonomen.
Institute for Management Development har sammenlignet 69 lande på 262 indikatorer for global konkurrenceevne. Danmark scorer i top-3 på 47 af mange indikatorer.
Ifølge Allan Sørensen er vi gode til rigtig mange ting i Danmark, men der er også nogle områder, hvor Danmark dumper.
- Tiden er inde til at fokusere på de områder, hvor vi traditionelt har det svært. Vi scorer næsten altid bundkarakterer i skat, arbejdstid, omkostninger og evnen til at tiltrække investeringer, siger Dansk Industris cheføkonom.
Skat er det område, hvor Danmark klarer sig dårligst. Det er kun Frankrig og Belgien, der kræver flere skatter ind end Danmark, oplyser Dansk Industri.
- De høje skatter kan være en stærk medvirkende årsag til, at vi også ligger meget dårligt på evnen til at tiltrække investeringer fra udlandet, siger Allan Sørensen.
- I hele EU er det kun Tyskland, Italien og Grækenland, der har færre indgående investeringer end Danmark, tilføjer han.
Sverige ligger nummer otte på årets liste, mens Norge ligger nummer 12.
I 2022 og 2023 var Danmark på førstepladsen på listen.
/ritzau/