Rønne, 09/05/2025 - 11:57
Rasmus Paludan vil frifindes i den første sag om koranloven
Mod sædvane får den tiltalte lov til at beholde sin hat på hovedet i Retten på Bornholm i principiel sag.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I den første straffesag om utilbørlig behandling af et religiøst skrift nægter partistifter Rasmus Paludan og en af hans bekendte sig skyldige.
Det siger mændenes forsvarer i Retten på Bornholm fredag formiddag.
Stifteren af Stram Kurs er mødt frem til domstolen iført en slags uniform. Det er en mørkeblå kappe samt en blød hat i samme farve med en stor hvid fjer.
Han nægter at oplyse sin fødselsdato, da retsformanden spørger ham. Og mod sædvane får han lov til at beholde sin hovedbeklædning på under retsmødet.
Tiltalen handler om, at de to mænd i forbindelse med Folkemødet i juni sidste år skal have behandlet en koran utilbørligt.
Der blev revet sider ud af bogen. Den blev tilsølet, da den faldt ned i en vandpyt. Og bogens omslag blev revet delvist af, mens episoden blev filmet og livestreamet på partiet Stram Kurs' åbne Facebook-profil, står der i anklageskriftet.
Loven blev vedtaget i december 2023 efter en intens debat. Forinden havde en række koranafbrændinger vakt stor vrede i flere lande.
For at imødegå billedet af et land, som tillader forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner, var det nødvendigt med en lovændring, lød det i en udtalelse fra regeringen.
Straks fra sagens begyndelse er der strid. Således afviser mændenes forsvarer kravet fra anklageren om konfiskation af en koran.
- Der er overhovedet ikke nogen koran at få konfiskeret, siger advokat Hedegaard.
Retsmødet indledes med afspilning af en cirka 45 minutter lang video fra optrinnet på Folkemødet.
Her kan man se de to nu tiltalte gentage et utal af gange, at de ikke mente at stå med et skrift af væsentlig betydning for et anerkendt trossamfund.
Igen og igen sagde de, at de havde en engelsksproget koran med sig. Kun en koran på arabisk er hellig og har en særlig betydning, hævdede de.
Forud for retsmødet i bygningen på Store Torv i Rønne har Rasmus Paludan oplyst, at den mørkeblå dragt skyldes, at han er storvogter i bevægelsen Nordens Vogtere.
Anklageren vil kræve bødestraf. Sagen skal afgøres af en dommer sammen med to domsmænd, det vil sige lægdommere.
/ritzau/