København, 30/07/2025 - 17:44
Le Court triumferer og flår igen den gule trøje af Vos
Mauritius' Kimberley Le Court var stærkest på 5. etape af Tour de France Femmes og er samtidig tilbage i gult.
Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Eventyret om cykelrytteren Kimberley Le Court fra Mauritius fortsætter i dette års Tour de France Femmes.
Efter 2. etape blev hun den første rytter uden europæisk pas til at iklæde sig den gule trøje i løbet, og efter nogle dage uden skal den 29-årige igen bære løbets mest eftertragtede trøje.
På onsdagens 5. etape kørte Le Court fremragende, og hun tog både etapesejren og den gule trøje.
Hun har et forspring til franske Pauline Ferrand-Prévot på 18 sekunder, mens Marianne Vos, som var i gult på etapen, nu er 37 sekunder efter Le Court.
Etapens udbrud begyndte at falde fra hinanden, allerede før det ramte den første kategoriserede stigning omkring 35 kilometer fra mål.
Feltet trykkede på for at fange rytterne i front, så forspringet, der var tæt på fem minutter, var blevet tæt på halveret, inden stigningerne bød sig til.
Brodie Chapman rundede den anden kategori 4-stigning alene, efter at resten af udbryderne var halet ind, men hendes soloridt var en stakket frist.
Mens supersprinteren Lorena Wiebes, som havde vundet de to foregående etaper, blev sat på stigningen, fik Chapman med 16 kilometer til mål selskab af fire nye ryttere, der rykkede sig fri af feltet på vej hen mod sidste stigning ti kilometer fra mål.
De små tre kilometer op ad Le Maupuy gav stor udskilning i frontgruppen, da de stærkeste klassementhåb satte pres på.
Syv stærke ryttere rev sig fri, mens Marianne Vos i den gule trøje måtte opgive at hænge på. Med 20 sekunder op til de forreste på toppen, var hun ude af billedet til etapesejren.
Det blev de syv klatrestærke ryttere, der skulle køre om etapesejren, og i spurten var Le Court stærkest.
Løbets forhåndsfavorit, hollænderen Demi Vollering, viste gode tegn efter sit styrt mandag. Hun blev nummer to på etapen.
Der resterer fire etaper af løbet. Tre af etaperne er bjergetaper.
/ritzau/