København, 21/12/2025 - 15:10
Politi efterforsker toårigs fald fra højhus som drab
En 32-årig mand er anholdt og skal forventeligt stilles for en dommer mandag.
Af: /ritzau/
Politiet har anholdt en 32-årig mand og sigtet ham for drab på en toårig dreng, som er død efter et fald fra et højhus i Høje Gladsaxe søndag.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Politiet har søndag været til stede ved Høje Gladsaxe-bebyggelsen i Søborg ved København, hvor der har været afspærret et område ved en af ejendommene.
Bortset fra en enkelt meddelelse på X tidligere søndag, hvor politiet oplyste, at der var foretaget anholdelse af en person i forbindelse med et mistænkeligt forhold, har politikredsen ikke meddelt sig om sagen før nu.
Telefonlinjen, som pressen normalt er henvist til at anvende, er ikke blevet besvaret i løbet af søndagen.
Ifølge Københavns Vestegns Politi forventes den 32-årige at blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup mandag. Her skal en dommer tage stilling til, om der skal ske varetægtsfængsling.
Politiet har ikke oplyst detaljer om, hvornår anmeldelsen løb ind, men det fremgår af oplysninger fra Beredskab Østs hjemmeside, at der klokken 09.12 til stationen i Gladsaxe indløb en alarm om tilskadekomst.
Københavns Vestegns Politi skriver søndag på X, at man af hensyn til efterforskning af sagen ikke har yderligere kommentarer.
Bebyggelsen i Høje Gladsaxe består af fem højhuse på 16 etager og to højhuse på ni etager samt en række lavere bygninger.
Ifølge Ekstra Bladet skal der være etableret politiafspærring på 7. etage i den opgang, hvorfra faldet er sket.
Det står endnu ikke klart, hvorvidt politiet mener, at drabet er sket, før den toårige dreng er faldet ud, eller om drabet er sket ved, at drengen er blevet smidt eller skubbet forsætligt ud.
Det er heller ikke oplyst, om den sigtede har haft en relation til drengen, og i så fald hvilken.
Det vides heller ikke, hvorledes den anholdte stiller sig til sigtelsen.
/ritzau/




