Aarhus, 03/08/2025 - 17:26
Tre mænd anholdt efter knivdrab ved værested i Aarhus
En mand afgik natten til søndag ved døden efter knivstikkeri ved Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre mænd i alderen 20 til 35 år er søndag blevet anholdt efter et knivdrab ved Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Hermann til TV2 Østjylland.
Det sker, efter at en mand natten til søndag afgik ved døden som følge af knivstik. Søndag formiddag lød det i politiets døgnrapport, at den afdøde endnu ikke var identificeret.
Den dræbte er søndag eftermiddag blevet identificeret, oplyser politiet, der ikke vil komme med yderligere oplysninger om mandens identitet.
Politiet fik klokken 03.25 en anmeldelse om et knivstikkeri.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set knivstikkeriet. Personer med oplysninger i sagen kan kontakte politiet på 1-1-4.
Politiet har lavet undersøgelser på gerningsstedet og kommer til at være til stede i området det meste af søndag.
Af hensyn til efterforskningen ønsker Østjyllands Politi ikke at dele yderligere oplysninger om sagen, lød det i døgnrapporten søndag formiddag.
Værestedet Jægergårdsgade beskriver sig selv som en et anonymt fristed for udsatte voksne, der har psykiske og sociale udfordringer.
/ritzau/