Jægerspris, 15/04/2025 - 15:45
To er indlagt efter ulykke nær Kronprinsesse Marys Bro
En af de kvæstede er ifølge politiet i kritisk tilstand. Endnu er der ikke sket underretning af de pårørende.
Af: /ritzau/
To personer er tirsdag blevet bragt til hospitalet - den ene i kritisk tilstand - efter en bilulykke på Fjordlandsvej i Hornsherred, oplyser Nordsjællands Politi på X.
Ulykken involverer flere biler og er sket først på eftermiddagen tirsdag på Fjordlandsvej, som er tilkørselsvejen til kronprinsesse Marys bro, som krydser Roskilde Fjord og forbinder Hornsherred med Nordsjælland ved Frederikssund.
I forbindelse med ulykken og redningsarbejdet er vejen spærret i vestgående retning.
Meldingen fra politiet er tirsdag eftermiddag klokken 15.30, at de pårørende endnu ikke er underrettet.
Som led i undersøgelserne på stedet har politiet tilkaldt en bilinspektør. Det er en teknisk ekspert med ingeniørbaggrund, der har speciale i at undersøge køretøjer og ulykkessteder med henblik på at klarlægge de nærmere omstændigheder ved en ulykke.
Nordsjællands Politi kan ikke oplyse, hvor længe der vil være spærret på stedet.
/ritzau/