Stockholm, 09/05/2025 - 02:01
Ny national sikkerhedsrådgiver i Sverige fratræder øjeblikkeligt
Ny sikkerhedsrådgiver i Sverige stopper grundet gamle billeder fra datingprofil, skriver avis ifølge TT.
Af: /ritzau/
Tobias Thyberg, der torsdag blev præsenteret som ny national sikkerhedsrådgiver i Sverige, fratræder posten med øjeblikkelig virkning.
Det skriver det svenske medie Dagens Nyheter ifølge nyhedsbureauet TT.
Det skyldes billeder fra en datingprofil, som Thyberg tidligere har haft på en datingapp, lyder det.
- Jeg burde have informeret om det, men det gjorde jeg ikke. Jeg har derfor meddelt, at jeg ikke agter at tiltræde stillingen som national sikkerhedsrådgiver, lyder det ifølge TT fra Thyberg til Dagens Nyheter.
Tobias Thyberg blev udnævnt til posten som national sikkerhedsrådgiver torsdag, og det lød fra regeringen, at han ville tiltræde posten samme dag.
Senere torsdag blev det dog meldt ud, at "nye oplysninger" betød, at han ikke kunne tiltræde med det samme.
- Efter regeringens beslutning i dag om at udnævne Tobias Thyberg er der kommet helt nye personlige oplysninger om ham, som ikke var kendt af regeringen, lød det i en udtalelse fra Johan Stuart, som er statssekretær for statsminister Ulf Kristersson, kort efter midnat til TT.
- På grund af de nye oplysninger vil sikkerhedsafdelingen afholde et nyt møde med Tobias Thyberg, lød det videre.
/ritzau/