København, 02/07/2025 - 16:08
Afklaret dansker ser mod Vueltaen efter Tour-fravalg
Casper Pedersen håber på at få lov til at køre sin egen chance til blandt andet Vuelta a España senere i år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Casper Pedersen har vist forrygende form på danske landeveje på det seneste, og mange danske cykelfans havde formentlig håbet, at den 29-årige københavner trods en status som reserve ville slippe gennem nåleøjet til Tour de France.
Men sådan gik det ikke.
Da hans hold, Quick-Step, tirsdag præsenterede truppen til verdens største cykelløb, var DM-bronzevinderen fra i søndags ikke blandt de udvalgte.
- Det er ikke den store skuffelse, for da planen blev lagt i vinter, var Tour de France ikke en del af mit program.
- Det kom lidt senere ind i billedet, at jeg blev indlemmet i bruttotruppen, og så håbede jeg selvfølgelig, at det kunne lade sig gøre. Derfor har jeg passet min træning og står knivskarpt. Men der er også en del andre løb, jeg gerne vil køre, så det er okay. Jeg er afklaret, siger Casper Pedersen.
Han er da også allerede ved at forme en slagplan for, hvilke løb han gerne vil køre, når nu det ikke blev til Tour de France.
- Muligvis Vuelta a España. Og så er der også løb som Polen Rundt og Slovakiet Rundt. Fordi jeg har været reserve til Tour de France, så er mit program ikke blevet lagt endnu, så det skal vi have kigget på i den kommende uges tid, siger Casper Pedersen, som forventer at få chancen for at køre sin egen chance.
- Det regner jeg med, og det er også, hvad holdet lægger op til, siger han.
Quick-Step tager til Tour de France med de to stjerner Remco Evenepoel og Tim Merlier som kaptajner i hver deres terræn. Remco Evenepoel skal jagte en topplacering i klassementet, og Tim Merlier skal jagte etapesejre i spurterne.
Casper Pedersen har tidligere ageret loyal løjtnant for Remco Evenepoel, og han kan også sagtens køre leadout i en spurt. Men netop fordi Quick-Step spiller på flere heste, blev pladsen i truppen trang.
Den 29-årige københavner stod med et genstridigt udbrud for underholdningen, da det første danske World Tour-løb nogensinde, Copenhagen Sprint, løb af stablen forrige weekend. Og i søndags kørte han fremragende til DM, hvor han sluttede som treer.
- Jeg var klar, og formen er sindssygt god. Så jeg havde gjort mit hjemmearbejde rigtig godt. Men jeg regnede ikke med, at Tour-truppen ville ændre sig, selv om jeg har kørt rigtig godt, siger Casper Pedersen.
Han fik sin debut i verdens største cykelløb i 2021 og kørte det også i 2022. I 2023 styrtede han og brækkede kravbenet til DM i Aalborg og måtte melde afbud. Sidste år var han tilbage i Tour-truppen, men brækkede også der kravebenet og udgik efter 3. etape.
/ritzau/