Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

27/08/2024 - 10:00

Er det tid til at skifte mobilbatteri? Spot det inden det er for sent

Et mobilbatteri degraderer over tid, og hvis du ikke passer godt på det, sker det hurtigere end forventet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Kan din telefon ikke holde strøm i så lang tid, som den plejede, kan det føles, som om du ikke laver andet end at lade den op hele tiden.

Og i sidste ende kan du stå med en telefon, som slet ikke virker.

- Det kan være, at den slet ikke kan lade op længere, og når du tager den ud af stikket, slukker den bare, siger Mathias Emil Nielsen, der er stifter og it-tekniker hos supportvirksomheden GladTeknik.

- Du kan også have en telefon, som lader meget langsomt op eller bare er meget langsom generelt.

Men inden det når så vidt, kan det være en god idé at undersøge dit batteris sundhedstilstand.

Det kan du gøre på flere måder, alt efter hvilken telefon du har.

På en iPhone kan du under "Indstillinger" scrolle lidt ned, til du ser "Batteri". Her kan du så trykke på "Batteritilstand og opladning", hvor du kan se tilstanden på batteriet.

På en Android får du ifølge Samsungs hjemmeside nogle gange en pop op-besked, når det er tid til at skifte batteriet. Ellers kan du få batteriets tilstand tjekket hos en serviceudbyder eller ved at hente tjenesten "Telefonpleje", der findes i Samsung Members-appen.

- Når batteriets kapacitet er under 80 procent, anbefales det, at du skifter batteriet, siger Mathias Emil Nielsen.

Ifølge ham kan det som regel altid svare sig, medmindre du har en telefon, der er mere end otte år gammel.

- Batteriskift koster omkring 1000 kroner plus minus og altså ikke i nærheden af en ny telefon, siger han.

Det er ikke ualmindeligt, at du skal skifte dit batteri i din telefons levetid.

Og når du køber en mobil, er dens batteri også dækket af købelovens reklamationsret på to år.

Dog dækker reklamationsretten ikke fejl og skader på batteriet, som du selv er årsag til, eller hvis der er tale om almindeligt slid. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

Reklamationsretten dækker kun fejl, som var til stede på leveringstidspunktet.

Det afgørende er derfor, om batteriet er holdt op med at virke på grund af en fejl, og at det skete meget tidligere, end man ellers kunne forvente.

Hvis du gerne vil forlænge levetiden på dit batteri, har it-tekniker Mathias Emil Nielsen et godt råd:

- Ofte ser vi, at rigtig mange har laderen siddende i mobilen hele natten. Det er ikke noget, der er anbefalet, at man gør, siger han.

Han peger på, at batteriet kan hæve op, og det kan forårsage, at bagglasset går i stykker, eller at en eller flere af cellerne i batteriet står af.

- Lad derfor op til cirka 80 procent. Lader du mobilen mere op, skal det ikke være i for lang tid ad gangen. Skal du på en lang køretur, hvor du ikke har adgang til strøm, kan du godt lade den op til 100 procent. Men det skal du ikke gøre for tit, siger han.

- Batterier skal ligesom os motionere. Og det gør de ved at blive afladet og ladet op igen.

- Det er okay at klatlade. Det gør jeg selv ved at have en lader liggende på mit arbejdsbord, og så sætter jeg telefonen eller computeren i en gang imellem.

/ritzau fokus/

København, 21/03/2025 - 11:44

Søren Ryge vender tilbage på skærmen sammen med Sofie Linde

I anledning af DR's 100-års jubilæum ser en række kendte koryfæer tilbage på nogle af de største øjeblikke, der er strøget over skærmen.

DR fylder 100 år, og i den anledning har public service-stationen samlet en række kendte ansigter, der ser tilbage på de største øjeblikke på skærmen.

Det fremgår på DR's oversigt over kommende programmer.

Blandt stjernerne, som smækker sig i sofaen for at se og kommentere en række klip, er tv-værten Sofie Linde, grandprixkoryfæet Jørgen de Mylius, X Factor-dommeren Thomas Blachman og haveentusiasten Søren Ryge Petersen, som i en alder af 75 år i 2020 stoppede med at sende live fra sin have på Djursland efter 28 års tv.

- Madprogrammer ændrer vores madvaner. Satiren skubber til vores grænser. Verdens begivenheder ændrer hele vores liv - og vi har set det hele på tv, mens det skete, skriver DR om programmet.

- Verdens store og små begivenheder har løbende ændret vores liv, og vi har set det hele på skærmen, mens det skete. Men hvad har de største tv-udsendelser inden for alt fra mad til satire, sport og drama egentlig betydet? Er tiden løbet fra nogle af dem? Hvordan blev de til? Og hvad mener dem, som har været ansigt på dem, om dem i dag?, lyder det videre.

DR fylder 100 år 1. april, og her kan det første afsnit også ses fra klokken 06.00 om morgenen på DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/03/2025 - 08:00

Keld og Hilda skildret i Seebach-film: Vi tudbrølede

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Keld og Hilda Heick bliver begge portrætteret i "Under stjernerne på himlen", der handler om deres gode ven Tommy Seebach. De blev begge dybt rørte af filmen.

Keld og Hilda Heick fik før premieren på "Under Stjernerne på himlen" lov til at se filmen, som skildrer Tommy Seebach.

Ægteparret, der udgør dansktopduoen Keld & Hilda, var tætte venner med musikikonet, der gik bort i 2003.

- Keld og jeg kom til at sidde og tudbrøle på et tidspunkt, fortæller Hilda Heick.

- Vi har så mange gode minder med Tommy og var ulykkelige over det, der skete, efter at han kastede sig over alt for meget alkohol.

I filmen følger man Tommy Seebach, spillet af Anders Matthesen, i den sidste del af livet. Her kæmper han med et alkoholmisbrug, der tilskrives som årsagen til hans tidlige død som 53-årig.

- Filmen skjuler ikke, at han var alkoholiker til sidst, men den gør det på en måde, så man et eller andet sted forstår, at han søger til det, mener Keld Heick.

Tommy Seebach havde et tæt forhold til Keld og Hilda Heick - både privat og professionelt.

De var med, første gang Tommy Seebach vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1979 med "Disco Tango", som Keld Heick havde skrevet teksten til.

Ægteparret rejste det år med Tommy Seebach til Israel, da sejren i det danske melodigrandprix gav mulighed for at komme til det internationale melodigrandprix, Eurovision.

Keld Heick står også bag teksterne til "Krøller eller ej", "Hip hurra det' min fødselsdag" og "Under stjernerne på himlen", som alle er blevet sunget af Tommy Seebach til Dansk Melodi Grand Prix.

Så både Keld og Hilda Heick er derfor også centrale i filmatiseringen af Tommy Seebachs liv i "Under stjernerne på himlen". Her bliver de portrætteret af Caspar Phillipson og Vicki Berlin.

- Caspar spiller dig jo meget godt som den der pæne fyr, siger Hilda Heick med et grin til Keld.

- Jeg sagde til instruktøren: "Næsten for pæn"!

Ægteparret kan begge rigtigt godt lide filmen, og den har ifølge dem ramt virkeligheden, som de selv husker den.

De mindes stadig, hvordan Tommy Seebach kunne ringe klokken to om natten, når han havde fået en fiks idé til en ny sang.

- "Sover I?", sagde han. Så måtte vi svare: "Øh ... nej, nu sover vi ikke mere", fortæller Keld Heick.

- "Jeg kommer i taxi, så jeg er der om ti minutter", ville Tommy så sige, tilføjer Hilda Heick til historien og fortsætter:

- Og så var det jo godt, at vi boede i hus, fordi han hamrede løs på vores klaver, mens han sang vrøvletekst. Man kunne ikke sende en fil dengang, og det der med at sende et kassettebånd tog for lang tid for Tommy. Det skulle være her og nu.

En lignende scene udspiller sig i filmen. Her ser man momentet, hvor Tommy Seebach finder på melodien til sangen "Under stjernerne på himlen".

Filmen har for Keld og Hilda Heick givet anledning til at mindes deres afdøde ven.

- Jeg vil gerne have, at Tommy Seebach bliver husket som en fantastisk dygtig sangskriver. Han var meget usikker på sig selv, men sød og god. Han var aldrig nogensinde ondskabsfuld, understreger Keld Heick.

"Under stjernerne på himlen" kan ses i biografer landet over.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/03/2025 - 10:00

FAKTA: Tjek jævnligt dit budget

* Livet går op og ned og byder både på uforudsete udgifter og indtægter. Derfor er det vigtigt løbende at justere dit budget.

* Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du kigger budgettet igennem cirka hver tredje måned for at se, om det stadig stemmer overens med virkeligheden.

* Du skal for eksempel rette i budgettet, hvis prisen på energiregningen eller dine forsikringer stiger, eller hvis du mister dit job, går ned i løn, eller skal betale mere i skat.

* Budgettet påvirkes også, hvis du flytter, får børn eller køber bil. Alt sammen skal regnes med, så du sikrer dig, at bunden ikke går ud af din økonomi.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 21/03/2025 - 10:00

Sving støvkosten og få flere penge mellem hænderne

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Der venter dig måske en glædelig overraskelse af klingende mønt, hvis du afsætter et par timer til at forårsrengøre dine pengesager, siger økonomisk rådgiver.

Aprils skarpe sol afslører nullermændene i hjørnerne og fedtpletterne på ruderne. Men det er ikke kun dit hjem, der nyder godt af en grundig omgang forårsrengøring. Din bankkonto har også gavn af at blive støvet af.

- Nu er et rigtig godt tidspunkt at få gennemgået dit budget, lyder det fra Anne Mette Østerdal Thomsen, der er uvildig finansiel rådgiver ved firmaet Finobo.

Når du alligevel har haft de økonomiske briller på, i forbindelse med at årsopgørelsen landede i din indbakke i marts, har du en oplagt anledning til at få ryddet op i alle hjørner af dine pengesager, mener hun.

Få ned på papir eller i et excelark, hvad du har brugt penge på de seneste måneder, og hvilke udgifter der venter frem mod sommeren.

- Min oplevelse er, at mange faktisk i den proces bliver overraskede over, hvor mange penge, de rent faktisk har til sig selv, efter at alle omkostninger er betalt, siger Anne Mette Østerdal Thomsen.

Finder du ud af, at du har flere penge til rådighed, end du troede, åbner der sig måske helt nye muligheder for dig og dit liv.

- For en børnefamilie kan det måske betyde, at det er muligt for den ene at gå ned i tid, mens andre vil vælge at bruge de ekstra penge på at tage ud at rejse eller måske afvikle på gæld.

Uanset om forårsrengøringen afslører ekstra blanke mønter på kistebunden eller det modsatte, kan du bruge overblikket til at tage nogle klare valg for, hvilken vej dine penge skal strømme fremover.

Det siger Lea Jacobi, der er selvstændig økonomisk rådgiver.

- Det er en god idé at holde et økonomimøde med sig selv, hvor man finder ud af, om man skal lave nogle nye prioriteringer, siger hun.

Spørg for eksempel dig selv, om der er steder i budgettet, hvor du kan skære et par tusind kroner af dit forbrug. Måske er det lige det beløb, der skal til, for at du kan spare op til noget større.

- De fleste ting kan godt lade sig gøre, hvis man har en plan. Det er ligesom at træne op til et maraton. Hvis ikke man beslutter sig for at begynde at løbe, sker der ikke noget, siger Lea Jacobi.

Herfra handler det om at justere dit budget, så det stemmer overens med dine drømme. Måske kan du finde ekstra besparelser ved at opsige den streamingtjeneste, du aldrig bruger, eller ved at forhandle om gebyrer med banken.

Har du haft gang i forårsrengøringen i gemmerne, er der måske også lidt ekstra indtjening at hente på de ting, du ikke længere bruger.

- I april kommer der igen gang i loppemarkederne, så det er oplagt at få ryddet ud i tingene og sælge ud af legetøj og tøj, siger Anne Mette Østerdal Thomsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek