Nyon, 04/08/2025 - 14:38
Brøndby kan møde Strasbourg på vejen til europæisk ligaspil
Hvis Brøndby slår islandske Vikingur, venter Strasbourg i den afgørende playoffrunde om at komme i ligaspil.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det bliver franske Strasbourg, som Brøndby skal besejre i de afgørende kampe om at komme i ligaspillet i Conference League, hvis altså superligaklubben forinden besejrer Vikingur.
Det blev resultatet af mandagens lodtrækning i Nyon, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har hovedkvarter.
Brøndby skal i tredje runde i kvalifikationen til Conference League i denne uge møde islandske Vikingur på udebane med returkamp i næste uge.
Det er først, hvis Brøndby samlet slår islændingene, at holdet når frem til den afgørende playoffrunde i kvalifikationen til Conference League.
Det var ikke den bedst tænkelig lodtrækning for Brøndby at møde franske Strasbourg, der til dagligt spiller i den bedste række, Ligue 1.
Silkeborg var også med i bowlen og skal i den afgørende playoffrunde i kvalifikationen til Conference League, og det kan ende med en rejse til Balkan-området.
Silkeborg skal nemlig enten møde enten kroatiske Hajduk Split eller albanske Dinamo City, hvis det jyske hold i runden forinden slår polske Jagiellonia ud.
/ritzau/