New York City, 30/08/2025 - 06:18
Djokovic server sig videre i US Open trods rygproblemer
38-årige Djokovic føler sig ung og stærk, siger han efter at have fået behandling under US Open.
Adam Hunger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Novak Djokovic fortsatte natten til lørdag jagten på sit 25. grand slam-trofæ ved hurtigt at komme sig over smerter i ryggen og besejre den useedede brite Cameron Norrie 6-4, 6-7, 6-2, 6-3.
Den 38-årige serbers sejr gør ham til den ældste mand, der nogensinde har nået ottendedelsfinalen på banerne på Flushing Meadows-anlægget, siden amerikaneren Jimmy Connors gjorde det samme i samme alder i 1991.
Djokovic har vundet US Open, der blev indledt 24. august, fire gange - senest i 2023. Årets US Open er den tidligere verdensetters første turnering, siden italieneren Jannik Sinner besejrede ham ved Wimbledon i juni.
Djokovic spildte ingen tid med at lægge pres på Norrie under nattens kamp og brød Norries serv til en 4-3-føring, før han slog sit niende af i alt 18 esser i kampen i det følgende parti.
- Jeg tror, at det var den bedste servepræstation i turneringen, siger Djokovic efter kampen.
Da han var kommet foran 5-4, modtog han behandling uden for banen for smerter i ryggen, men vendte så tilbage og tog første sæt.
Tre partier inde i andet sæt tilkaldte han igen lægehjælp, og hans hastighed under førsteserven faldt derefter i en kort periode.
Men så kom han op på fuldt niveau igen, og Norrie måtte kæmpe sig tilbage i tiebreaken for ikke at komme to point bagud.
Et fremragende slag fra Norrie i begyndelsen af tredje sæt gjorde, at han brød Djokovic' serv.
Djokovic fik derefter momentum og vandt tre partier i streg. Halvvejs i tredje sæt råbte Djokovic af en tilskuer på Arthur Ashe Stadium for at få vedkommende til at tie stille.
Djokovic fortsatte med at genvinde kontrollen. Efter at han havde lukket sættet komfortabelt, dominerede han fjerde sæt og sikrede sig dermed et opgør mod tyske Jan-Lennard Struff i ottendedelsfinalen.
Djokovic er tilbageholdende med at fortælle om smerterne efter kampen.
- Man har op- og nedture. Jeg tror ikke, at man skal afsløre for meget (om skaden i ryggen, red.) over for de konkurrenter, der lytter og ser på.
- Jeg har det godt, mand. Jeg er lige så ung og stærk som altid , siger Djokovic.
/ritzau/Reuters