Rom, 26/07/2025 - 14:22
Italiens Meloni vil vente med at anerkende en palæstinensisk stat
Italien vil endnu ikke følge Frankrigs beslutning om at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, lyder det.
Yara Nardi/Reuters
Af: /ritzau/
At anerkende en palæstinensisk stat, før den er etableret, kan være kontraproduktivt.
Det siger Italiens premierminister, Giorgia Meloni, lørdag.
- Jeg er i høj grad for en palæstinensisk stat, men jeg er ikke tilhænger af at anerkende staten Palæstina, før den er etableret, fortæller Meloni til den italienske avis La Repubblica.
- Hvis noget, der ikke eksisterer, bliver anerkendt på papiret, kan problemet synes at være løst, når det ikke er det, uddyber hun.
Den italienske kommentar kommer, i kølvandet på at Frankrig vil anerkende en palæstinensisk stat. Det skrev præsident Emmanuel Macron i et opslag på det sociale medie X torsdag aften.
Den formelle meddelelse vil komme ved FN's Generalforsamling i september.
- Det presserende behov i dag er at afslutte krigen i Gaza og redde civile, skrev Macron på X.
Tidligere har Norge, Irland og Spanien også anerkendt en palæstinensisk stat.
Frankrigs udmelding har medført blandede reaktioner.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har fordømt beslutningen og kaldt den et skridt, der "belønner terror".
Samtidig har USA's udenrigsminister, Marco Rubio, skrevet på X, at Frankrigs anerkendelse "kun tjener Hamas' propaganda og forsinker fred".
En talsmand for den tyske regering sagde fredag, at Tyskland ikke planlægger at anerkende en palæstinensisk stat på kort sigt.
Tysklands prioritet nu er at gøre "længe ventede fremskridt" hen imod en tostatsløsning, lød det.
Den danske holdning er, at man deler ønsket om fremskridt mod en tostatsløsning. Det sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fredag.
- Vores holdning er, at anerkendelse ideelt bør ske som resultat af en forhandlet tostatsløsning eller som led i en bredt koordineret EU-indsats, lød det i et skriftligt svar.
En tostatsløsning, hvor der oprettes to uafhængige stater side om side, har været et centralt forslag i mange år, men er aldrig blevet realiseret.
Israel har konsekvent afvist en fuldgyldig suveræn palæstinensisk stat.
/ritzau/