København, 23/06/2025 - 13:25
Alle danske KFC-restauranter får smiley med sur eller lige mund
Fødevarestyrelsen har blandt andet tjekket hygiejne ved de 11 danske Kentucky Fried Chicken-restauranter.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alle 11 danske Kentucky Fried Chicken-restauranter har fået besøg af Fødevarestyrelsens rejsehold på et kontrolbesøg i begyndelsen af juni.
Og det har affødt 11 sure smileys eller smileys med lige mund til restauranterne fra den amerikanske fastfoodkæde. Det skriver DR.
I alt har styrelsen tildelt fire sure smileys og syv med lige mund. Dermed har ingen af restauranterne fået en glad smiley ved besøget 2. juni.
Siden 2001 har Fødevarestyrelsen udstyret caféer, butikker og restauranter med en smiley med det formål at gøre det nemmere for forbrugerne at se, hvor godt der er styr på blandt andet hygiejnen.
Styrelsen laver hvert år cirka 60.000 kontroller, som udløser et smileymærke.
Mærket er en smiley med en glad, lige eller sur mund. En lige mund betyder, at der var nogle mindre alvorlige overtrædelser. Og en sur mund betyder, at der var alvorlige eller gentagne overtrædelser.
Kentucky Fried Chicken, KFC, har restauranter i Rødovre, Greve, Tilst, Horsens, Vejle, Herning, to i Odense og tre i København.
Ved et opfølgende besøg 3. juni formår KFC i Field's i København at vende smileyen fra lige til glad, hvilket betyder ingen anmærkninger.
I rapporten fra KFC i Odense fremgår det blandt andet, at der ses skimmellignende vækst, støvansamlinger og spindelvæv.
- Køleskab til opbevaring af kylling fremstår urengjort med marinade eller produktrester på overflader og bakker til opbevaring, lyder det også.
Virksomheden bemærker selv, at det "ikke er ok", og at rengøringen skal gøres bedre fremover.
Ved restauranten på Amager har Fødevarerejseholdet målt temperatur på kylling i poser ved siden af virksomhedens opvaskevask.
Her svarer restauranten styrelsen med, at kødet bliver kasseret med det samme.
/ritzau/