Aabenraa, 08/05/2025 - 20:39
Ikast Håndbold følger med Team Esbjerg i semifinalerne
Ikast Håndbold går videre til DM-semifinalerne sammen med Team Esbjerg. Ikast vandt torsdag over Sønderjyske.
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Håndboldkvinderne fra Ikast er klar til semifinalen, efter at holdet torsdag aften vandt 32-26 ude over Sønderjyske.
Dermed følger Ikast trop med Team Esbjerg, der allerede var sikker på at være blandt de fire bedste hold.
Sønderjyske var foran 3-1 i starten af kampen, men Ikast fik hurtigt greb om kampen og kom foran med 13-9 mod slutningen af første halvleg.
Inden pausefløjtet nåede sønderjydernes Melissa Petrén at reducere til 12-14, og så var der stadig spænding om resultatet før de sidste 30 minutter.
Sønderjyske kunne ikke tåle at tabe, hvis holdet stadig skulle holde sig inde i kampen om den sidste plads i semifinalen.
Hjemmeholdet fik kontakt, da Ida-Marie Dahl udlignede til 17-17 lidt over fem minutter inde i anden halvleg.
Men Ikast skruede op for tempoet og scoringerne i den anden ende og oparbejdede en føring på 23-18 ved Emma Lindqvist.
I det sidste kvarter havde Sønderjyske ikke kvalitet nok til at få kontakt endnu en gang.
Tættest på var Sønderjyske, da Olivia Simonsen reducerede til 23-25 med ti minutter tilbage.
Derfra stod der Ikast på det meste, og det endte med en sejr på seks mål til udeholdet.
Stine Skogrand blev kampens topscorer med ti mål for Ikast.
Det er endnu ikke afgjort, hvem der bliver etter og toer i gruppen. Team Esbjerg har et point mere end Ikast og tre kampe tilbage. Ikast mangler nu kun at spille to kampe.
Ud over Sønderjyske er også Viborg slået ud. Viborg har ikke fået et eneste point i de første tre kampe i slutspillet.
/ritzau/