København, 08/05/2025 - 16:26
Udenrigsministeriet har afholdt samtale med USA om Grønland
Departementschef Jeppe Tranholm-Mikkelsen har haft amerikansk repræsentant til samtale om mulig spionage.
Af: /ritzau/
Udenrigsministeriet oplyser, at den amerikanske chargé d’affaires, Jennifer Hall Godfrey, torsdag eftermiddag har været indkaldt til samtale i Udenrigsministeriet.
Samtalen blev gennemført med Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen.
En repræsentant for Grønlands regering, Naalakkersuisut, deltog også.
- Omdrejningspunktet for samtalen var historien i Wall Street Journal ”U.S. Orders Intelligence Agencies to Step Up Spying on Greenland”, meddeler Udenrigsministeriet.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) meddelte onsdag, at han ville indkalde den fungerende amerikanske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet om mulig spionage mod Grønland.
Udmeldingen kom, efter at den amerikanske avis Wall Street Journal onsdag skrev, at USA vil øge spionagen mod Grønland.
Oplysningerne stammer ifølge Wall Street Journal fra to kilder med kendskab til sagen.
- Det bekymrer mig meget, for vi spionerer ikke mellem venner.
- Jeg kan ikke vide, om det er rigtigt, fordi det står i en avis. Men det virker ikke til at blive særlig stærkt afvist af dem, der udtaler sig. Det bekymrer mig, sagde Lars Løkke Rasmussen onsdag.
/ritzau/