København, 28/07/2025 - 15:20
Froholdt-salg sender FCK-sportsdirektør på arbejde
Victor Froholdt har efterladt et hul og en hel del spørgsmål til FC København efter skiftet til Porto.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København forventer ikke at finde en spiller, der kan erstatte Victor Froholdt en til en.
Det siger FCK-sportsdirektør Sune Smith-Nielsen efter sidste uges salg af Froholdt til FC Porto.
- Uden at genere alle de andre talenter, jeg har arbejdet med, så er Froholdt det største talent, jeg har arbejdet med.
- Vi kan ikke hente en spiller på det niveau. Vi kan ikke gå ud i markedet og hente en spiller, der er lige så god som Froholdt for eksempelvis tre millioner euro. Så dygtige er vi desværre ikke.
- Det er ikke praktisk muligt. Så vi skal sammensætte truppen og den centrale midtbane, så Jacob Neestrup (FCK-træner, red.) har de redskaber og værktøjer, så han kan spille fodbold på den måde, han gerne vil, siger sportsdirektøren.
Efter salget af Froholdt har det primært været Thomas Delaney, Lukas Lerager og William Clem, der har overtaget pladsen på den centrale midtbane.
Det har indtil videre udmøntet sig i 2-0-sejre over FC Drita fra Kosovo og Vejle i Superligaen.
Inden tirsdagens returkamp mod Drita i Champions League-kvalifikationen er der ikke hentet en afløser for Froholdt. Men det kan nå at ske endnu i sommerens transfervindue.
- Vi skal have en stærk trup, når vi står her den 1. september. Vi kigger på forskellige steder på banen.
- Men vi kigger selvfølgelig også på den centrale midtbane, og hvordan vi skal være sammensat der, siger Sune Smith-Nielsen.
Porto har offentliggjort på sin hjemmeside, at portugiserne betalte 150 millioner kroner for Froholdt med mulighed for yderligere 15 millioner kroner i bonusser.
- Vi har en strategi, og en del af den strategi er, at vi skal vinde mesterskabet og komme i Europa. Men for at kunne det, skal vi også generere nogle transferindtægter.
- For os er det mange penge, som betyder meget for at få forretningen til at være bæredygtig. Det er svært at sige nej med den risiko, der er forbundet med det, forklarer Sune Smith-Nielsen.
Spilleren kan for eksempel blive alvorligt skadet, lyder en del af den risikovurdering.
Alligevel var det nemt at sige nej til tyske Eintracht Frankfurt, der ikke bød lige så højt.
- Det var ikke svært at sige nej til Frankfurt med de beløb, der var i spil der. Der var forretnings-casen for dårlig. I det her tilfælde med Porto var der desværre ikke andre veje, lyder det fra Sune Smith-Nielsen.
/ritzau/