San Diego, 22/05/2025 - 17:04
Et mindre fly er styrtet ned i boligområde i San Diego
Flere huse og parkerede biler er blevet beskadiget under et flystyrt om natten lokal tid i San Diego i USA.
Gregory Bull/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et mindre fly er styrtet ned i et boligområde i San Diego i USA.
Det skriver flere lokalmedier - herunder ABC News San Diego.
Styrtet skete om natten lokal tid, omkring 12.45 dansk tid.
Ifølge nyhedsbureauet AFP skulle flere huse og parkerede biler være blevet beskadiget under styrtet.
Mediet beskriver, at tv-optagelser fra stedet viser, at flere biler er blevet udbrændte til "sorte skaller", mens mindst ét hus har været udsat for store ødelæggelser.
Samtidig beskriver flere lokalmedier, at mindst 15 huse skulle være blevet "påvirkede" af styrtet.
Hvad det mere konkret betyder, står der ikke.
Sent på eftermiddagen dansk tid oplyser San Diegos myndigheder, at mere end en person om bord på flyet er omkommet i styrtet, skriver AFP.
Det er dog stadig uklart, hvor mange mennesker, der var om bord på flyet.
Ifølge myndighederne er der ikke nogle rapporter om hverken alvorlige tilskadekomster eller dødsfald blandt folk på jorden.
Det amerikanske medie New York Post skriver, at det nedstyrtede fly var af modellen Cessna Citation II. Ifølge mediet kan der typisk være syv eller otte passagerer om bord på sådan et fly.
Chefen for brand- og redningsholdet i San Diego, Dan Eddy, beskriver over for NBC San Diego, at der er flybrændstof "over alt" i området og farligt materiale på nedstyrtningsstedet.
- Hovedmålet fremadrettet er at sikre, at alle husene i området er ryddet, og ingen personer er inde i dem, fortæller redningschefen om den videre plan for redningsarbejdet til mediet.
Når alle husene er gennemtjekkede, vil redningsholdet derefter bevæge sig længere ind mod der, hvor selve flystyrtede skete.
Der vil holdet ifølge Eddy først undersøge de parkerede biler og herefter tjekke selve flyet, skriver NBC San Diego.
Mediet beskriver desuden, at flere veje i området er blevet lukket.
/ritzau/