Aarhus, 30/07/2025 - 15:03
Landsret skal afgøre kommunes ansvar i genopdragelsessag
Amal, der som 16-årig endte i genopdragelseslejr i Somalia, anker sag, hvor hun vil give kommune ansvar.
Af: /ritzau/
For to uger siden frifandt byretten Aarhus Kommune for ansvar, da en 16-årig pige endte i genopdragelseslejr i Somalia.
Men sagen slutter ikke her.
Den i dag 24-årige Amal har anket til landsretten, skriver organisationen Advokatsamfundet, der bakker op om Amals sag.
I byretten sagsøgte Amal både Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet, men ankesagen kommer kun til at være mod kommunen. Begge myndigheder blev frifundet.
Retten anerkendte ifølge Advokatsamfundet, at kommunen ikke formåede at give Amal den støtte, som hun havde behov for, men afviste i dommen, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.
- Sagen rejser fundamentale spørgsmål om, hvornår og hvordan myndighederne skal gribe ind, når et ungt menneske havner i en så alvorlig situation.
- Det handler ikke kun om Amal - sagen har en vigtig principiel betydning, og derfor er det nødvendigt at få den prøvet i landsretten, siger generalsekretær i Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton.
Også tænketanken Justitia bakker op om sagen, som får støtte af Dreyers Fond.
Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia, fortæller, at sagen fortsat rejser principielle og uafklarede spørgsmål om myndighedernes ansvar og handlepligt.
- Det er spørgsmål, som en højere retsinstans med rette bør tage stilling til, lyder det.
Det var i 2018, at Amal endte i genopdragelseslejr i Somalia. Hun endte med at være der i 16 måneder, før det lykkedes hende at flygte.
/ritzau/