Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 02/05/2025 - 19:29

Prins Harry ønsker forsoning med den britiske kongefamilie

Til BBC siger prins Harry, at faren kong Charles ikke ønsker at tale med prinsen på grund en sikkerhedssag.

Matt Dunham/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Prins Harry ønsker at blive forsonet med den britiske kongelige familie.

Det siger han i et interview med britiske BBC.

Her fortæller prinsen, at "nogle medlemmer" af hans familie aldrig kommer til at tilgive ham for blandt andet at have skrevet en bog.

Men han ville "elske", hvis der skete en forsoning.

- Der er ingen mening i at fortsætte med at skændes mere. Som jeg sagde: Livet er dyrebart, siger prinsen.

Ønsker den kongelige familie ikke en forsoning, "er det helt op til dem", lyder det videre fra den 40-årige prins.

I interviewet siger han også, at han og faren kong Charles ikke taler sammen.

- Han vil ikke tale med mig på grund af denne her sag om sikkerhed, siger prinsen med henvisning til en appelsag, som han tabte fredag.

Prins Harry er den yngste søn af kong Charles og prinsesse Diana, der døde i en bilulykke i Paris i 1997. Han er lillebror til prins William, der skal arve den britiske trone.

I 2020 trak prins Harry, som i dag har titel af hertug af Sussex, sig fra sine officielle pligter. Han flyttede til Californien i USA sammen med sin amerikanske hustru, hertuginde Meghan.

Tre år senere udgav prinsen en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven". Her fortæller prins Harry blandt andet om en konfrontation med prins William. Harry hævder, at det endte med, at William gik fysisk til angreb på ham.

Derudover har Harry og Meghan medvirket i en dokumentar på Netflix, hvori de beskrev deres personlige udfordringer med det britiske kongehus.

I interviewet med BBC omtaler han en appelsag, som han tabte fredag.

Sagen handler om, at prinsen ikke længere får automatisk politibeskyttelse på britisk jord. Det er sket på baggrund af en beslutning, som blev truffet i 2020 af det britiske indenrigsministerium.

Storbritanniens High Court, som svarer til en dansk landsret, afgjorde sidste år, at det var berettiget, da prinsen mistede retten til politibeskyttelse.

Prins Harry fik tilladelse til at appellere afgørelsen, og det er den sag, som han fredag tabte ved appeldomstol i London.

- Jeg kan ikke se en verden, hvor jeg ville bringe min kone og mine børn tilbage til Storbritannien på nuværende tidspunkt, siger han.

Han tilføjer, at han "elsker sit land" og "savner dele af Storbritannien".

- Det er virkelig ret trist, at jeg ikke vil kunne vise mine børn mit hjemland, lyder det videre fra prinsen.

Sammen med Meghan har han to børn: Archie på fem år og treårige Lilibet.

/ritzau/

København, 10/05/2025 - 08:00

Passioneret DR-stjerne: Det holder flammen i live

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske skuespiller Simon Sears vil gerne fortælle underrepræsenterede historier, og han bruger altid musik til at sætte sig ind i sine roller.

Drømmen om skuespil begyndte for Simon Sears, da han så Leonardo Di Caprio i rollen som den udviklingshæmmede Arnie Grape.

I klassikeren fra 1993 "What's Eating Gilbert Grape" følger man den unge dreng og hans forhold til sin bror, Gilbert.

- Jeg har selv en storebror, der er hjerneskadet. Så jeg syntes, det var helt fantastisk at opleve en skuespiller fortælle en historie, som jeg ikke havde set før på det tidspunkt, fortæller Simon Sears.

Selv identificerede Simon Sears sig mest med Johnny Depp i rollen som storebroren, der i filmen hjælper sin familie og ikke mindst sin bror.

Filmen lærte Simon Sears, at skuespil var en kanal til at formidle fortællinger, som ellers er underrepræsenterede.

- Det er det, der inspirerer mig allermest. Det holder flammen i live at fortælle de historier, som ræsonnerer med folk, siger den 41-årige skuespiller og fortsætter:

- Det har altid været den fornemmeste opgave at portrættere et helt menneske ud fra det materiale, man har, og så forme det til noget, som folk forhåbentligt kan mærke.

Simon Sears har de seneste ti år udfoldet sig som skuespiller på både film og tv.

På det store lærred har man kunnet se ham i "9. april", "Vinterbrødre" og "For evigt". Derudover har han medvirket i DR-dramaet "Herrens veje" og i thrillerserien "Den som dræber - Fanget af mørket".

Netop nu er Simon Sears aktuel i DR's nyeste søndagsseriesatsning, "Generationer", hvor han spiller gymnasielæreren og familiefaren Martin.

Fordi han har kropsliggjort et virvar af karakterer med forskellige træk, er der store forskelle på forberedelsen.

- Der er noget, der kræver helt sindssyg koncentration. Og så er der andet, der kræver andre metoder med min fysik, forklarer skuespilleren.

Der er dog en metode, som Simon Sears konsekvent tager i brug, når han skal sætte sig ind i sine roller.

- Jeg laver altid en playliste. Noget, som min karakter kunne finde på at lytte til, fortæller den rutinerede skuespiller.

Forskellene i musikstilen kan derfor også være store, afgjort af om han eksempelvis er den til tider temperamentsfulde Frederik Havgaard fra "Den som dræber - Fanget af mørket" eller den rolige og varme Martin fra "Generationer".

- Frederik er til hård rock. Martin hører mere gammel musik fra 60'erne og 70'erne, siger Simon Sears.

Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2025 - 21:10

Tre unge mænd overraskede Lise-Lotte Lohmann i Forræder

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

69-årige Lise-Lotte Lohmann er med i "Forræder", og det kommer bag på hende, at det er tre mænd i 20'erne, hun har det særligt godt med på slottet.

Da Lise-Lotte Lohmann flyttede ind på Forræder-slottet, tog hun det helt roligt.

Den 69-årige skuespiller og entertainer har prøvet lidt af hvert, og der skal derfor meget til at få hende op at køre.

Når hun nu ser tilbage på sin oplevelse, er det derfor ikke spillet, men mødet med de andre deltagere, hun fremhæver. Og her var der tre, der gjorde et særligt stort indtryk på hende.

- De der drenge: Nicky, Ali og Havshen. Dem elsker jeg. De var så søde, siger hun om den 27-årige koreograf Nicky Andersen, den 24-årige street-fodboldspiller Ali Jassem og den 29-årige podcastvært Havshen Nabaz.

- Jeg er ikke overrasket over, at jeg havde det godt med de andre, men jeg er måske overrasket over, at det lige var de tre, siger Lise-Lotte Lohmann.

Med sine 69 år er Lise-Lotte Lohmann Forræder-sæsonens næstældste deltager. Hun er kun overgået af den tidligere jægersoldat og folketingspolitiker Helge Adam Møller på 82 år.

I programmet stiftede Lise-Lotte Lohmann også gode bekendtskaber med forfatter Thomas Korsgaard og den tidligere Vild med dans-vært Sarah Grünewald.

- Og det er det. Mere får man jo ikke. Det er endda mange ud af den gruppe, mener Lise-Lotte Lohmann.

Selv om hun socialt havde det så godt med flere af de yngre deltager, kunne hun også tydeligt mærke forskellene på generationerne i sæsonens Forræder-deltagere.

- Det er klart, at jeg er i en helt anden situation, end alle de unge er, siger hun og konstaterer:

- Det, der kan få dem op i gear, gør jo ikke det samme ved mig.

Den autodidakte skuespiller har tidligere været sangerinde på Bakken i Klampenborg.

Hun medvirkede i 90'erne i filmene "Den store badedag" og "Den blå munk".

I 2003 var hun også med i tv-programmet "Big Brother V.I.P." sammen med blandt andre en ung Morten Messerschmidt, der i dag er formand for Dansk Folkeparti.

- Så der skal virkelig meget til, at jeg får den der: "Wow!". Men jeg synes, det var sjovt at være med i "Forræder", siger hun.

Nu, hvor det populære underholdningsprogram ruller over skærmene, kan hun dog godt være lidt bekymret for, hvad hun undervejs har fået sagt.

- Når man er oppe og snakke direkte til kameraet, kan man jo nå at få sagt meget vrøvl. Det kunne jeg da godt forestille mig, at jeg har, siger hun og indrømmer:

- Jeg kan ikke huske det.

"Forræder" kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

FAKTA: Sagen kort

* Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der efter instruktion fra sin arbejdsgiver skulle arbejde hjemmefra i en periode fra december 2020 under coronapandemien.

* På en af de første arbejdsdage faldt kvinden i hjemmet og brækkede sin skulder. Hun pådrog sig også flere andre fysiske skader.

* Der har været tvivl om, hvorvidt kvinden faldt over sine egne ben eller en kasse, som havde stået det samme sted i et år.

* Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste, at der var tale om en arbejdsskade, og det samme gjorde Ankestyrelsen og byretten. Vurderingen var, at et fald over en privat kasse ikke var omfattet af arbejdsskadeloven.

* Men landsretten nåede frem til en anden afgørelse. Her var vurderingen, at der var tale om arbejdsskade, fordi faldet skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

* Senest har Højesteret stadfæstet landsrettens dom.

Kilder: HK, Ankestyrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/05/2025 - 08:00

Ny højesteretsdom: Det betyder den for dig der arbejder hjemmefra

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Du er ikke dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra og kommer til skade. Det fastslår en ny højesteretsdom.

Hjemmearbejde er blevet en fast del af arbejdslivet for mange, efter at store dele af arbejdsstyrken blev sendt hjem for nogle år siden under coronapandemien.

Denne ændrede arbejdsform har rejst spørgsmål om, hvornår en skade kan anerkendes som en arbejdsskade.

For det kan være vanskeligere at skelne mellem det arbejdsrelaterede og det private, når arbejdsplads og hjem smelter sammen.

Men en ny dom fra Højesteret betyder, at du ikke er dårligere beskyttet mod arbejdsulykker, hvis du arbejder hjemmefra.

Sagen omhandler en kvinde, der faldt og brækkede skulderen, da hun i december 2020 arbejdede hjemmefra under coronanedlukningen.

Dommen har betydning for andre lønmodtagere, der har hjemmearbejdsdage, fortæller Leif Hove-Donbæk, der er advokat i fagforeningen HK, som har ført sagen på vegne af kvinden.

- Det er nu blevet slået fast, at det afgørende er, om du er på arbejde, hvis du kommer til skade, og ikke, hvor du befinder dig, siger han.

Kvinden anmeldte faldulykken som en arbejdsskade. Men både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen og byretten havde en anden opfattelse, fordi kvinden faldt over sin egen kasse, der ikke havde noget med arbejdet at gøre.

Landsretten vurderede derimod, at ulykken var en arbejdsskade, fordi den skete i arbejdstiden, og fordi det er arbejdsgivers ansvar at indrette en hjemmearbejdsplads.

Og senest har Højesteret stadfæstet den afgørelse.

- Højesteret vurderede, at kassen er en fast del af indretningen, da den har stået det samme sted i et år, siger Leif Hove-Donbæk.

- Hvis man falder over sin indretning, når man arbejder hjemmefra, er udgangspunktet, at det er en arbejdsskade.

I den konkrete sag har det altså haft betydning, hvad der forårsagede faldet.

Anbefalingen fra Leif Hove-Donbæk er at sørge for at få ryddet op derhjemme inden hjemmearbejde.

- Hvis der var tale om en faldulykke på grund af vasketøj på gulvet, ville dommen formentlig være endt med et andet resultat, da vasketøj ikke er en del af hjemmets indretning, siger han.

Hvis du arbejder hjemmefra, har arbejdsgiver ansvar for at stille det nødvendige udstyr til rådighed, såsom kontorstol og hæve-sænkebord.

Men det er dit eget ansvar at få brugt udstyret, lyder det fra Leif Hove-Donbæk.

- Vælger du i stedet at sidde på sofaen med computeren i skødet og ender med rygsmerter, kan ansvaret i højere grad falde tilbage på dig selv, siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fire ud af ti lønmodtagere i andet kvartal af 2024 havde arbejdet hjemmefra inden for de seneste fire uger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek