Dunkerque, 07/07/2025 - 18:19
Europamester Merlier vinder tæt sprinterduel i Dunkerque
3. etape af Tour de France blev præget af flere styrt, inden Tim Merlier vandt efter en tæt sprinterduel.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det skulle have været den længe ventede dyst mellem cykelsportens tre hurtigste ryttere på flad vej.
Men Tim Merlier (Quick-Step) måtte nøjes med at duellere mod Jonathan Milan (Lidl-Trek), da 3. etape af Tour de France blev afgjort i en massespurt i Dunkerque.
Den belgiske europamester fik lige nøjagtig presset sit forhjul over stregen før sprinterrivalen Jonathan Milan (Lidl-Trek) og tog etapesejren.
Tidligere på etapen måtte den tredje supersprinter, Jasper Philipsen (Alpecin), forlade løbet efter et voldsomt styrt.
Et stykke efter de to første kom Phil Bauhaus (Bahrain Victorious) ind på en tredjeplads, mens danske Tobias Lund Andresen (Picnic) blev nummer 12 efter at have kørt leadout.
Mathieu van der Poel (Alpecin) kom i mål med feltet og kører dermed også i den gule førertrøje tirsdag.
Det samme gjorde Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) og Jonas Vingegaard (Visma), der fortsat er nummer to og tre i klassementet med to sekunder imellem sig.
Mandagens 3. etape var en af de mest oplagte sprinteretaper med en flad rute på 178,7 km fra Valenciennes til Dunkerque.
Etapen åbnede med et par sporadiske udbrudsforsøg, der mest af alt virkede til at være for sjov, for ingen ryttere var for alvor fristede af at køre alene fremme i den stride modvind.
Det resulterede i flere udramatiske timer på de nordfranske landeveje - lige indtil den indlagte spurt i Isbergues med 60 km til mål.
Vinderen af 1. etape og indehaveren af den grønne pointtrøje, Jasper Philipsen, blev ramt af Bryan Coquard (Cofidis), der selv var ved at styrte, og en sagesløs Philipsen blev derfor kastet forover sin cykel i meget høj fart.
Det stod hurtigt klart, at belgieren, der lørdag vandt sin tiende etapesejr i verdens største cykelløb, ikke kunne fortsætte. Han fik straks en armslynge på.
Jonathan Milan vandt efter styrtet den indlagte spurt i suveræn stil, og derefter faldt der igen ro på feltet fem mod etapens eneste kategoriserede stigning, Mont Cassel.
Her gik det op for UAE Emirates, at hjælperytteren Tim Wellens kunne overtage bjergtrøjen fra kaptajn Tadej Pogacar og dermed få sig en tur på podiet, hvis han kom først over stigningen. Det udnyttede belgieren til at køre i forvejen og tage det ene point.
Indløbet til spurten i Dunkerque blev præget af to styrt, hvor det ene sendte blandt andre Remco Evenepoel (Quick-Step) i asfalten.
Han kom dog hurtigt på cyklen igen og kunne høre i sin radio, at holdkammeraten Merlier kom først over stregen.
Det var Tim Merliers anden etapesejr i Tour de France i karrieren. Den første kom i 2021.
Selv om Jonathan Milan missede sin første Tour-etapesejr efter målfoto, kan italieneren tirsdag iklæde sig den grønne pointtrøje.
/ritzau/