Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/03/2025 - 06:00

FAKTA: Fire Oscars til danske spillefilm

"Pigen med nålen" er den 15. danske spillefilm, der er nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film.

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmark har fire gange vundet en Oscar for Bedste Internationale Film: i 1988 med "Babettes gæstebud", i 1989 med "Pelle Erobreren", i 2011 med "Hævnen" og senest i 2021 med Thomas Vinterbergs "Druk".

Nu kan Magnus von Horns "Pigen med nålen" vinde den femte.

* 2022: "Flugt", Jonas Poher Rasmussen.

* 2021: "Druk", Thomas Vinterberg (vinder).

* 2017: "Under sandet", Martin Pieter Zandvliet.

* 2016: "Krigen", Tobias Lindholm.

* 2014: "Jagten", Thomas Vinterberg.

* 2013: "En kongelig affære", Nikolaj Arcel.

* 2011: "Hævnen", Susanne Bier (vinder).

* 2006: "Efter brylluppet", Susanne Bier.

* 1990: "Dansen med Regitze", Kaspar Rostrup.

* 1989: "Pelle Erobreren", Bille August (vinder).

* 1988: "Babettes gæstebud", Gabriel Axel (vinder).

* 1962: "Harry og kammertjeneren", Bent Christensen.

* 1960: "Paw", Astrid Henning-Jensen.

* 1957: "Qivitoq", Erik Balling.

Kilde: Oscar-akademiet.

/ritzau/

Basel, 12/05/2025 - 08:00

Fuldt fokus på Eurovision: Jeg har verdens bedste bagland

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Venner og familie står klar, så Danmarks grandprixstjerne Sissal kan shine på scenen i Eurovision.

Det kan godt være, at Danmarks Eurovision-deltager, Sissal, synger alene på scenen. Men bag hende står et hav af hænder.

- Jeg har verdens bedste, ressourcestærke bagland, som jeg kan bede om, siger Sissal og fortsætter:

- Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg håndterer Eurovision med at være mor, og svaret er, at det er et rigtig godt bagland. Jeg er meget privilegeret. Så jeg kan ikke sige, at alle kan gøre det her. Jeg kan, fordi jeg har et kæmpe netværk bag mig.

Mens Sissals færøske familie ankommer onsdag for at heppe, inden hun skal synge sin skæbnesang, "Hallucination", i torsdagens semifinale i årets internationale melodigrandprix, er hendes to små børn dog rejst fra Basel i Schweiz igen.

Den lille familie bor til daglig i København.

- Det ville blive for travlt for dem at være her, når Eurovision går i gang, og de ville overhovedet ikke kunne se mig. Så de har været her tre dage inden, og det har været virkeligt, virkelig dejligt og fantastisk, fortæller Sissal.

De kommende tre dage frem til semifinalen skal de sidste detaljer på plads, for der venter Sissal en stor opgave, når hun skal forsøge at synge Danmark til en plads i finalen.

Sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019, og Danmark er dermed det land, der har misset finalen flest gange i streg.

- Jeg håber, at vi er i stand til at ændre det i år. Jeg krydser virkelig, virkelig fingre for det, lyder det fra Sissal.

37 lande stiller op i årets Eurovision. Derfor afvikles konkurrencen over to semifinaler henholdsvis tirsdag 13. maj og torsdag 15. maj inden den grande finale 17. maj.

Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen. Det er Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 12/05/2025 - 06:00

Eurovision øger omsorgen for deltagerne efter sidste års skandaleshow

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Konflikter og geopolitiske spændinger gennemsyrede sidste års Eurovision. Det skal ikke ske igen.

Eurovision vender tilbage til Schweiz. Men meget er forandret, siden alpelandet var vært ved verdens første grandprix i 1956.

Efter sidste års kaotiske kulisse i Malmø Arena i Sverige, hvor geopolitiske spændinger og knas mellem deltagere og produktionen gennemsyrede showet, har arrangørerne indført et adfærdskodeks og en omsorgsprotokol.

- Der har ikke været ret mange steder, hvor deltagerne har kunnet opholde sig, hvis de har haft brug for at være for sig selv, lyder det fra journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR.

Få timer inden finalen sidste år blev Hollands deltager diskvalificeret.

Han havde udført en bevægelse og ramt en fotografs kamera i irritation over at blive filmet, da han forlod scenen efter semifinalen.

Derfor vil der være kamerafrie zoner. Derudover afholdes der færre pressekonferencer.

Arrangørerne lukker simpelthen ned for at undgå problemer som sidste år, lyder det fra Carsten Nilsson, der er medstifter af fanmediet Eurosong.dk og i år skal til sit 18. Eurovision.

- Vi så også kaotiske scener under finalen, hvor der blev buhet højlydt af supervisoren for det hele, Martin Österdahl, siger Carsten Nilsson.

Før finalen var der tvivl om, hvor mange der egentlig ville stille op, for flere lande overvejede angiveligt at trække sig, heriblandt Irland.

Den irske delegation var også rasende på det israelske public service-medie KAN, fordi kanalens kommentator havde advaret seere om, at der ville være sort magi og sataniske symboler på scenen under Irlands optræden.

At Israel overhovedet deltog i Eurovision affødte stærke propalæstinensiske reaktioner grundet krigen i Gaza.

Sikkerhedsopbuddet var stort. De svenske myndigheder blev assisteret af både dansk og norsk politi.

I år er sikkerhedsniveauet, som det plejer, lyder det fra Ole Tøpholm.

- I alle de år, jeg har været med til grandprixet, har der altid været en eller anden politisk debat på sidelinjen. Men det ville også være mærkeligt, hvis der ikke var det, fordi Eurovision jo er en del af nutiden, siger han.

Sidste år måtte publikum ikke medbringe palæstinensiske flag.

Det må de i år.

European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har indført en ny flagpolitik. Alle flag må vaje i St. Jakobshalle. Så længe de ikke strider imod schweizisk lov.

For deltagerne er reglerne dog anderledes.

De må kun flage med flaget fra det land, de stiller op for. Det betyder, at Danmarks Eurovision-håb, Sissal fra Færøerne, kun må have Dannebrog med og ikke det færøske flag.

Sidste år hev schweiziske Nemo et flag for nonbinære op under åbningsceremonien. Det fik dog ikke konsekvenser for sangeren, som vandt Eurovision.

Derfor er det Schweiz, der siger "good evening, Europe", som de også gjorde for 69 år siden.

37 lande stiller op, og Eurovision afvikles derfor over to semifinaler den 13. og 15. maj inden finalen 17. maj.

Sissal skal på scenen 15. maj. Og der har aldrig været længere til tops. Danmark er det land, der har sunget med i flest år uden at nå en finaleplads. Sidst Danmark var med i finalen var i 2019.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 07:00

FAKTA: Vær varsom med bookingportaler

* Stol ikke blindt på portaler. De viser dig ikke altid de billigste billetter. Tjek altid, hvad billettens pris er på flyselskabets egen hjemmeside.

* Tjek grundigt, hvilken side du køber flybilletten på. Du kan for eksempel se i adressefeltet, om du handler på flyselskabets egen hjemmeside. Tjek portalens anmeldelser, før du køber flybilletter der.

* Nogle rejseportaler sælger flybilletter eksempelvis Expedia, flybillet.dk og Travellink. Andre sælger ikke flybilletter, men sammenligner kun priser - eksempelvis Momondo, Travelmarket og Skyscanner.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 07:00

Flyjurist advarer mod udbredt bookingmetode

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den umiddelbart billigste vej til flybilletter kan risikere at koste dig dyrt, lyder advarslen fra en jurist med speciale i flypassagerers rettigheder.

Klik, klik, klik. Destinationen er indtastet. Søg. Siden lister en række forskellige afgange, og du vælger den, der bedst kombinerer pris og praktik. Klikker videre til betaling og bum, så er der købt flybilletter.

Ved at bruge en mellemhandler, når du skal købe flyrejsen, kan du nemt og hurtigt få et overblik over den billigste pris.

Men købet hos en såkaldt OTA - en Online Travel Agent - kan ende med at koste dig dyrt, fortæller advokat Benedikte B. Lund, som er leder af lawsuit og ekspert i flypassagerers rettigheder hos virksomheden Flyhjælp.

- Der er mange, der bruger de sider, fordi det er billigere. Men hvis man lige træder et skridt tilbage og tænker over det, så kan det ikke lade sig gøre at sælge noget videre billigere og stadig tjene penge på det. Der er et eller andet sted, hvor tråden knækker, siger Benedikte B. Lund.

Et af de steder, du risikerer at blive taget ved næsen, er, hvis du ønsker tilkøbsydelser.

- De er ekstremt dyre, hvis man køber dem gennem en OTA, fastslår hun.

Det kan være et bestemt sæde, tilkøbe mad om bord eller en ekstra kuffert.

- Vi er vant til, at det koster ekstra hos flyselskaberne. Men det, flyselskaberne kræver ekstra, er langt mindre end det, OTA'en tager, for de skal jo have deres margin et eller andet sted, forklarer hun.

Du vil typisk også få mulighed for at købe forsikringer som rejseforsikring eller konkursbeskyttelse.

- Et godt råd fra en advokat er: Lad være med at købe forsikringsydelser af nogen, der ikke er et forsikringsselskab. De dækker overhovedet ikke, og du skal måske ud at kræve din forsikringsdækning fra en udbyder, der er registreret i Ungarn eller Hongkong - held og lykke med det, siger hun.

Brug hellere din egen rejseforsikring, lyder rådet fra Benedikte B. Lund.

Hun har selv tidligere benyttet sig af en OTA og tilkøbt et måltid. Men informationerne om købet nåede aldrig videre til flyselskabet, så hun fik ikke noget at spise om bord.

- Generelt med alle typer af mellemhandlere skal man være meget opmærksom på, hvad det er, man køber. Vi har set nogle grelle eksempler, hvor folk har købt en rejse, der aldrig nogensinde har eksisteret.

- Hvis man bruger et rejsebureau, så har de en aftale med flyselskabet, hvor de er ansvarlige for udveksling af informationer og kan sælge flyselskabets billetter lovligt, men det har de færreste OTA'er, siger Benedikte B. Lund.

Flyselskabet Ryanair har anlagt retssager mod Booking.com, fordi de gjorde brug af en software, der ulovligt skrabede Ryanairs hjemmeside for info og videresolgte flybilletter tilføjet ekstra omkostninger.

Retten i Delaware fandt, at det var brud på Computer Fraud and Abuse Act. Og den irske højesteret har givet scraping-værktøjet Flightbox forbud mod at skrabe Ryanairs hjemmeside.

- Det er jo reelt som at bryde ind i varelageret og begynde at sælge varerne uden at have fået lov til det, forklarer Benedikte B. Lund og fortsætter:

- Jeg ville være ekstremt påpasselig med at købe billetter fra sådan nogle hjemmesider. Jeg har set så meget problematisk adfærd.

Derfor er hendes klare råd også at købe billetterne direkte hos flyselskabet.

Så er der heller ingen tvivl om, hvem du skal rette eventuelle klager til.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek