Washington, 23/07/2025 - 17:54
USA vil vinde AI-kapløb med ny handlingsplan
En ny amerikansk AI-plan vil sikre, at USA kun køber sprogmodeller, der er fri for "ideologisk bias".
Dado Ruvic/Reuters
Af: /ritzau/
Det Hvide Hus har onsdag offentliggjort en ny plan for kunstig intelligens, AI, i USA.
Her understreges det, at USA "skal vinde AI-kapløbet".
- For at vinde AI-kapløbet skal USA være førende inden for innovation, infrastruktur og globale partnerskaber. Samtidig skal vi sætte de amerikanske arbejdere i centrum og undgå orwellianske anvendelser af AI, siger David Sacks, der er Det Hvide Hus' AI- og kryptochef, i pressemeddelelsen.
- Denne handlingsplan giver en køreplan for netop det, tilføjer han.
Handlingsplanen har tre søjler: innovation, infrastruktur samt international diplomati og sikkerhed.
Den har til formål at deregulere branchen og gøre det nemmere og mindre risikabelt for amerikanske virksomheder at eksportere deres teknologier til udlandet.
Blandt nøglepolitikkerne er derfor en plan om at fjerne "besværlige føderale regler," som ifølge den amerikanske regering hæmmer udviklingen og indførelsen af AI.
For at finde ud af hvilke regler der skal fjernes, vil regeringen ifølge planen indhente input fra den private sektor.
Planen indeholder ifølge Reuters omkring 90 anbefalinger og ses som et markant brud med den tidligere præsident Joe Bidens “høje hegn”-tilgang til AI, som begrænsede global adgang til eftertragtede AI-chips.
Ifølge nyhedsbureauet planlægger USA at samarbejde med AI-industrien om at skabe eksportpakker med chips og software til USA's venner og allierede.
Derudover vil regeringen opdatere de føderale indkøbsretningslinjer på AI.
Det skal sikre, at staten kun indgår kontrakter med udviklere af avancerede store sprogmodeller, som garanterer, at "deres systemer er objektive og frie for topstyret ideologisk bias".
Med den nye AI-plan vil regeringen desuden fremme en hurtig udbygning af USA's datacentre og lave nye nationale initiativer, der skal øge antallet af blandt andet elektrikere og teknikere, som der ifølge planen er stor efterspørgsel på.
/ritzau/