Helsingør, 19/08/2025 - 15:23
Bandidosbibel fortæller om hård udvidelse under rockerkrig
Anklagere mener, at motorcykelklubben Bandidos har et ulovligt formål og er katalysator for kriminalitet.
Af: /ritzau/
- Bandidos blev født i blod.
Sådan står der ifølge anklagemyndigheden i en af rockerklubben Bandidos MC's foldere om klubbens historie.
Det fortæller specialanklager Melissa Fernandez fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) tirsdag eftermiddag i Retten i Helsingør.
Her nærmer afslutningen sig på den langstrakte sag om, hvorvidt Bandidos MC skal opløses i Danmark.
I en klubbibel kan man også læse om, da Bandidos MC kom til Danmark og om konflikten med især rockerklubben Hells Angels i 1990'erne.
Den blev senere omtalt som Den Store Nordiske Rockerkrig.
Ni rockere og to civile mistede livet i forbindelse med konflikten i Skandinavien.
Ifølge anklageren står der i klubbiblen, at udvidelsen i Skandinavien blev vundet "på den hårde måde".
- Det er jo ikke noget, som vi har hørt meget om, fra de medlemmer, der har været inde og give forklaring, som var med i klubben dengang, lyder det fra Melissa Fernandez.
Retssagen handler om, hvorvidt Bandidos er en ulovlig forening eller ej.
Tidligere tirsdag beskrev anklagemyndigheden rockerklubben som en katalysator for kriminalitet.
Under retsmødet er der også blevet vist en samarbejdsaftale, som Bandidos MC tidligere har lavet med et advokatfirma.
Her bemærker anklagemyndigheden, at det var advokater, der arbejdede med strafferet, som motorcykelklubben lavede en aftale med.
Rockerklubben har siden maj 2024 været midlertidigt forbudt i Danmark.
Torsdag fortsætter anklagerne med deres argumenter for, hvorfor Bandidos har et ulovligt formål.
Bandidos afviser selv, at det er tilfældet.
I Danmark har man ret til at danne foreninger, men en forening kan opløses ved en dom, hvis den har et ulovligt formål.
I næste uge skal advokat Michael Juul Eriksen tale Bandidos' sag.
Herefter er det forventningen, at retten optager sagen til dom. Hvornår dommen afsiges, vides ikke.
/ritzau/