Herning, 18/06/2025 - 11:49
Politiet mistænker to mænd i knivsag fra solcenter
I sag om knivstik mod 16-årig dreng kræves to mænd fængslet i retsmøde, hvor de ikke selv kan være til stede.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter at en 16-årig dreng angiveligt blev lokket til et solcenter i Herning af en jævnaldrende pige, hvorefter han blev overfaldet og stukket med kniv, har politiet nu rettet mistanken mod to unge mænd.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden onsdag eftermiddag ved et retsmøde i Retten i Herning vil forlange en kendelse om varetægtsfængsling af de to mænd, som er sigtet for drabsforsøg.
De mistænkte vil ikke selv være til stede ved retsmødet. Hos Midt- og Vestjyllands Politi ønsker man onsdag formiddag ikke at oplyse nærmere om, hvorvidt det skyldes, at de skal efterlyses internationalt, eller om de af en anden grund ikke er i stand til at møde i retten.
Tirsdag blev en 16-årig pige fængslet i sagen. Retten i Herning vurderede, at hun med rette kan mistænkes for at have lokket drengen hen i solcenteret, hvor det var meningen, at han skulle overfaldes.
Anklagemyndigheden har sigtet pigen for medvirken til forsøg på manddrab, men retten gik altså kun med til at fængsle hende for medvirken til grov vold.
Tidligere onsdag oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau, at der i forlængelse af solcentersagen er foretaget endnu en anholdelse.
Der er tale om en 21-årig mand, som er sigtet for at have forsøgt at begå grov vold. Endnu har politiet ikke meldt mere præcist ud, hvad manden skulle have forsøgt at gøre.
Dog formoder politiet, at sagen med den 21-årige har en relation til sagen fra solcenteret.
Den 21-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning onsdag klokken 12. Retsmødet vedrørende de to andre ventes indledt onsdag klokken 13.
Overfaldet i solcentret på Fruehøj skete mandag aften klokken 20.30. En 16-årig dreng blev overfaldet af en gruppe gerningsmænd og stukket med kniv.
Offeret blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her blev han efterfølgende meldt uden for livsfare.
/ritzau/