JJ, som repræsenterer Østrig med sangen "Wasted Love", vinder årets internationale melodigrandprix ved finalen i den schweiziske storby Basel.
Det står klart natten til søndag, efter alle stemmerne er blevet talt op.
Stod det udelukkende til seerne, ville Israel have vundet. Men fagjuryernes point trak Østrig op, så alpelandet vandt Eurovision for tredje gang i historien.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Mine drømme er gået i opfyldelse. Kærligheden er den vigtigste styrke, lyder det fra 24-årige JJ, der bærer det borgelige navn Johannes Pietsch og til daglig studerer sang og musik på universitetet og ved siden af studierne optræder i statsoperaen i Wien.
Det blev til en 23.-plads til Danmarks Eurovision-stjerne Sissal, som kvalificerede sig til finalen i torsdagens semifinale, da hun modbeviste bookmakerne og overbeviste seerne med sit bombastiske popbrag "Hallucination".
Dannebrog har ikke været repræsenteret i Eurovision-finalen siden 2019. Dermed har Danmark været det land, der har misset Eurovision-finalen flest år i streg.
Comebacket imponerer den nyslåede Eurovision-vinder, som er blevet gode venner med Sissal og fremhævede venskabet med hende og nogle af de andre artister, da han takkede for trofæet.
Ud over Sissal var der også dansk drys over Luxembourg og Storbritanniens grandprixfinalister.
Me & My-stjernen Susanne Georgi, der storhittede i 90'erne med nummeret "Dub-I-Dub", er en del af Luxembourgs delegation, hvor hun har hjulpet landets Eurovision-finalist, Laura Thorn, med at shine.
Finalens andet danske strejf finder man i Storbritannien.
Gruppen Remember Mondays nummer, "What the Hell Just Happened?", har de danske sangskrivere Julie Aagaard og Thomas Stengaard blandt andre været med til at lave.
Kyle Alessandro fra Norge var den første finalist i ilden, mens Albaniens artist, Shkodra Elektronike, var den sidste sanger på scenen.
Aftenens fjerde artist var grandprixets mest omdiskuterede.
Igen i år har Israels deltagelse vakt vrede.
To propalæstinensiske demonstranter forsøgte at forstyrre Yuval Raphaels optræden i finalen. De forsøgte at komme forbi barrieren til scenen. En af demonstranterne kastede med maling og ramte et medlem af crewet.
Uden for St. Jakobshalle førte en demonstration mod Israel til sammenstød, hvor politiet brugte peberspray, gummikugler og vandkanoner.
Demonstranter afbrød også Yuval Raphaels generalprøve forud for torsdagens semifinale med piften, buhråb og fløjten.
Der var også propalæstinensiske demonstranter under åbningsceremonien søndag 11. maj.
Demonstranter stillede sig ud foran nogle af de sporvogne, der fragtede Eurovision-deltagerne fra rådhuset i Basel og hen til byens messecenter, hvor åbningsceremonien endte.
Yuval Raphael overlevede Hamas-bevægelsens angreb 7. oktober 2023 på den israelske musikfestival Nova ved at gemme sig under flere lig. Hamas' angreb fik Israel til at indlede en offensiv i Gaza.
Yuval Raphael stillede op med nummeret "New Day Will Rise", som handler om, at en ny dag vil gry. Nummeret lå også højt på bookmakernes liste.
Bookmakerne troede dog, at Sverige ville vinde.
Hernæst kom Østrig, som dog endte med at vinde.
Det er tredje gang, Østrig vinder Eurovision.
Første gang var i 1966, da Udo Jürgens sang sejren til alpelandet med nummeret "Merci Chérie". Anden sejr blev vundet i 2014, da Tom Neuwirth sang "Rise Like a Phoenix" i skikkelse som sit skæggede alterego Conchita Wurst.
/ritzau/