København, 24/06/2025 - 07:31
Ministre vil undersøge kvindehad og skæve mandeidealer på nettet
Med 700.000 kroner vil ministre kortlægge den såkaldte manosfære i dansk kontekst i ny undersøgelse.
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hadefulde ytringer om kvinder og urealistiske mandeidealer omtales i højere grad end tidligere som indhold, man møder på mainstream sociale medier - og ikke blot i internettets afkroge.
Men der er begrænset viden om det i en dansk kontekst.
Det mener ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M), som vil kortlægge den såkaldte manosfære.
Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
Manosfæren er en fællesbetegnelse for digitale rum, hvor mænd mødes og diskuterer køn og maskulinitet.
Den omtales ofte som en gruppe, der blandt andet dyrker bestemte maskulinitetsidealer, kritik af ligestilling og hadefulde ytringer om kvinders ret til for eksempel egen krop.
Ministrene vil undersøge, hvordan unge mænd og drenge eksponeres for urealistiske mandeidealer og kvindehadsk indhold på nettet.
- Det er næsten blevet daglig kost, at unge drenge og mænd i deres feed bliver eksponeret for indhold, hvor kvinder bliver omtalt som sexobjekter, mindre værd end mænd og andre kvindehadske vendinger, lyder det fra Caroline Stage i meddelelsen.
Her lyder det også fra Heunicke, at det er "afgørende" at kunne sætte ind over for problemerne på den rette måde. Ellers står Danmark med et dobbelt ligestillingsproblem:
- Kvinder bliver omtalt sexistisk og kvindehadsk. Samtidig bliver mænd og drenge eksponeret for urealistiske mandeidealer og udskamning af dem, der ikke passer ind i idealet, siger han.
I Irland har man forsøgt at kortlægge selv samme problematik i en undersøgelse fra DCU Anti-Bullying Centre på universitetet i Dublin.
Her undersøgte forskerne blandt andet, hvor hurtigt unge mandlige profiler på TikTok og YouTube blev eksponeret for antifeministisk og andet ekstremistisk indhold - uanset om man opsøgte det eller ej.
Det tog 23 minutter.
De to danske ministerier afsætter sammenlagt 700.000 kroner til undersøgelsen, der ventes færdig til foråret næste år.
Det fremgår ikke, hvem der skal lave undersøgelsen.
/ritzau/