Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Farum, 16/05/2025 - 21:12

AGF-krisen fortsætter med sjette nederlag i træk

FC Nordsjælland kom et skridt nærmere mulig plads i Europa, mens AGF igen led et knæk i mesterskabsspillet.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

AGF er faldet helt sammen i foråret i Superligaens mesterskabsspil.

Fredag aften blev krisen endnu større, da aarhusianerne tabte 0-2 på udebane til FC Nordsjælland i en chancefattig affære.

AGF har dermed tabt de seneste seks kampe i træk og ligger isoleret på sjettepladsen.

Det begyndte ellers ganske godt for Uwe Röslers mandskab i Farum.

Efter fire minutter tog AGF's Kristian Arnstad en dribletur i højre side og sendte bolden ind i feltet. Bolden faldt ned til Mads Emil Madsen, som sendte en hård flugter over FCN-målet.

Midtvejs i første halvleg satte Kristian Arnstad igen i fart i en omstilling og trykkede af fra distancen. Men igen røg bolden lige over mål.

Hjemmeholdet var i vanlig stil dominerende på bolden. Boldbesiddelsen nærmede sig til tider 80-20 i nordsjællændernes favør i de første 45 minutter.

Men et meget kompakt og defensivt organiseret AGF-hold forsvarede sig godt - indtil der gik hul i muren til allersidst i første halvleg.

FC Nordsjællands farlige angriber Benjamin Nygren driblede sig vej ind i AGF-feltet, og da hans afslutning blev rettet af, blev Jesper Hansen snydt i gæsternes mål. 1-0 til hjemmeholdet.

Selv om AGF kom mere aggressivt ud til anden halvleg, manglede kvaliteten. AGF havde svært ved at sætte tempo på, når holdet erobrede bolden.

I den anden ende blev målscoreren Nygren til gengæld ved med at være farlig. Jesper Larsen måtte ud i en tv-redning efter 66 minutter for at tage et hovedstød fra Nygren.

Kort tid efter burde udeholdets Mikael Anderson havde udlignet, da han i høj fart fik god plads til skud foran mål, men der manglede igen kvalitet i afslutningen.

I stedet blev det 2-0 til hjemmeholdet, da 18-årige Sindre Walle Egeli cementerede sejren med en følt afslutning fra kanten af feltet sidst i kampen.

Selv om AGF ikke har mere at spille for, ser det lidt anderledes ud for FC Nordsjælland.

Nordsjællænderne er nummer fem og kan ende på en tredjeplads, hvis resultaterne flasker sig i de resterende kampe.

En fjerdeplads er en anelse mere inden for rækkevidde. Den kan i sidste ende give adgang til en kamp om europæisk deltagelse.

I toppen af mesterskabsspillet tager Randers FC søndag imod FC København, mens Brøndby spiller mod FC Midtjylland på Vestegnen mandag aften.

FC København fører mesterskabsspillet med 57 point, mens FC Midtjylland ånder dem i nakken med 56 point.

Randers FC og Brøndby har begge 48 point og ser ud til at kæmpe om tredjepladsen.

/ritzau/

København, 11/06/2025 - 20:31

Den kreative kraft bag The Beach Boys Brian Wilson er død

Richard Shotwell/Ritzau Scanpix

Brian Wilson var kun 19 år, da han var med til at stifte The Beach Boys. Nu er han død, oplyser familien.

Musiker og medstifter af det californiske popband The Beach Boys Brian Wilson er død i en alder af 82 år.

Det oplyser familien i en udtalelse på Wilsons hjemmeside.

- Det knuser vores hjerter at meddele, at vores elskede far, Brian Wilson, er gået bort. Vi mangler ord.

- Vi ved, at vi deler vores sorg med resten af verden, lyder det fra familien.

Udtalelsen slutter med ordene "Love & Mercy", som også er titlen på Wilsons første soloalbum og titlen på en film om hans liv fra 2014.

Brian Wilson var kun 19 år, da han var med til at danne The Beach Boys.

Det var nærmest et familieforetagende, da bandet blev dannet. Foruden Brian Wilson var det hans to brødre, Carl og Dennis.

Fætteren Mike Love og skolekammeraten Al Jardine var også med.

The Beach Boys har i årenes løb udgivet op imod 30 album og lavet en stribe koncertfilm siden gennembruddet i 1961.

Bandets album "Pet Sounds" fra 1966 er næsten udelukkende skrevet og produceret af Wilson.

Ifølge The Guardian betragtes det ikke kun som gruppens mesterværk, men også af mange som det bedste album nogensinde.

Mens The Guardian kalder Wilson "den visionære kreative sjæl" bag The Beach Boys, kalder NBC News ham "indflydelsesrig pop-pionér".

Men som 1960'erne gik, begyndte bandmedlemmerne at tage for mange stoffer og drikke for meget alkohol, og de gamle dages succes fortog sig.

Et af gruppens store hits "California Girls" skrev Wilson under påvirkning af LSD.

Wilson har sagt, at syre gav ham mulighed for at "forstå, hvad man er, hvad man kan og ikke kan", skriver The Guardian.

Men brugen af stoffer kombineret med en intens arbejdsbyrde forstærkede mentale problemer, som Wilson havde haft siden sine unge år.

Uenighederne i bandet voksede, og ifølge underholdningsmediet Variety blev Wilson fyret af sine bandmedlemmer i 1982.

Det lykkedes dog Wilson at komme ovenpå, og han fik hul på en solokarriere.

I 2004 udgav han albummet "Smile", som havde været mange år undervejs.

Da var han ovenpå igen efter misbruget, godt hjulpet på vej af sin kone, Melinda, som han mødte i 1990'erne.

I 2024 afgjorde en amerikansk dommer, at Brian Wilson skulle sættes under værgemål som følge af svækkede mentale evner.

Det var Wilsons familie, som havde bedt en domstol i Los Angeles om at sætte ham under værgemål. Det skete efter Wilsons hustrus død.

I en lægeerklæring fra februar samme år lød det, at Wilson led af en "større neurokognitiv lidelse". Han fik også medicin for demens.

I 2023 anmeldte Politiken dokumentaren "Brian Wilson: Geniet bag The Beach Boys".

Her skrev avisens anmelder Henrik Palle, at Wilson betalte for musikken med sit mentale helbred.

- Derfor er der kun en ting at gøre. Lyt til hans sange, der – ifølge alle indkaldte vidner i filmen og undertegnede – hører til blandt det ypperste, der er skabt i sin genre.

- Af og til er det så vanvittigt smukt, at man næsten holder op med at trække vejret af ængstelse for at forstyrre, skrev Henrik Palle.

Brian Wilson optrådte ifølge nyhedsbureauet sidste gang i 2022. Han var senest i Danmark i 2017.

Han fik to børn med sin første hustru, Marilyn, og fem børn med sin anden hustru, Melinda.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/06/2025 - 19:55

Kongeparret ankom traditionen tro til Færøerne i nationaldragt

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparret besøgte senest Færøerne i 2018 som kronprinsepar. Også her bar parret den færøske nationaldragt.

Kong Frederik og dronning Mary ankom tidligere onsdag til Tórshavn på Færøerne iført de nationaldragter, som de har fået skænket af Færøernes landsstyre og lagting.

Det viser billeder fra kongeparrets ankomst med kongeskibet "Dannebrog".

Kongeparret ankom allerede tirsdag til Færøerne, selv om det officielle program for besøget først er begyndt onsdag.

Tirsdag besøgte kongen og dronningen den færøske ø Koltur sammen med prinsesse Josephine.

Kongen og dronningen besøgte senest Færøerne i 2018, da de var kronprinsepar. Også her bar parret den færøske nationaldragt.

På Kongehusets hjemmeside fremgår det, at den færøske nationaldragt bruges til forskellige højtidelige og festlige begivenheder. Det kan være ved lejligheder som bryllup, konfirmationer, barnedåb og studenterfester.

Kong Frederik har fået sin dragt skænket af Færøernes landsstyre og Lagting. Det samme har dronningen, da hun besøgte Færøerne for første gang i 2005 som kronprinsesse.

Lagtinget er den lovgivende forsamling på Færøerne, mens landsstyret er regeringen.

Efter ankomsten til Tórshavn onsdag besøgte kongeparret regeringsbygningerne i den gamle bydel Tinganes.

Desuden har de mødt både spillere fra lokale håndboldklubber og landsholdsspillere under et besøg i multihallen við Tjarnir.

Senere besøgte dronning Mary elever fra 2.-3. klasse på skolen Glyvra Skúli i Glyvrar. Skolen er involveret i Mary Fondens program "Fri for mobberi".

"Fri for mobberi" er et forebyggende antimobbeprogram til børn op til ni år, fagfolk og forældre. Det er Mary Fonden og Red Barnet, som står bag programmet.

Torsdag skal parret blandt andet besøge tangvirksomheden Tari, et ældrehjem, et produktionsværksted, en kirke, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.

På sidstedagen, fredag, drager de kongelige til bygden Eið, hvor de skal besøge en billedkunstners atelier, omkring byrådet i bygden og til frokost, inden besøget rundes af.

Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.

Besøget til Færøerne er kongeparrets tredje officielle besøg til øgruppen, som de foruden besøget i 2018 også besøgte i 2005 sammen med dronning Margrethe og prins Henrik.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/06/2025 - 08:00

FAKTA: Særlige regler for planter

* Køber du planter eller træer på nettet, er der som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret.

* Fysiske butikker bestemmer selv, om de tilbyder fortrydelsesret på planter. 

* Nogle planter er dog det, der kaldes letfordærvelige, og det kan betyde, at fortrydelsesretten bortfalder. 

* Butikken er forpligtet til at fortælle dig, hvorvidt der er fortrydelsesret på planter eller ej.

Kilde: Susanne Aamann, der er kontorchef i Forbrugerpolitisk Center hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/06/2025 - 08:00

Husk dine rettigheder når du køber udstyr til haven

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Spar dig selv for tid og penge ved at sætte dig ind i reglerne for fortrydelsesret, inden du køber haveudstyr.

Sommeren kalder på gøremål i haven og måske en ny rive eller hækkesaks. Men det er er en god idé at have styr på dine forbrugerrettigheder, inden du svinger dankortet.

Først og fremmest er der forskel på, om du køber haveudstyret i en fysisk butik eller på nettet.

Det fortæller Susanne Aamann, der er kontorchef i Forbrugerpolitisk Center hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Køber du varer på nettet, har du som udgangspunkt altid 14 dages fortrydelsesret, mens du i en fysisk butik kun har fortrydelsesret, hvis butikken selv tilbyder det, siger hun.

Fysiske butikker er ikke forpligtede til at tage varen retur eller betale pengene tilbage til dig, hvis du ikke er tilfreds med den. Susanne Aamann råder dig derfor til at spørge i butikken, om der er fortrydelsesret eller ej på det, du smider på disken.

Du er dog altid sikret en toårig reklamationsfrist, uanset om du køber varen på nettet eller i den fysiske butik. Det vil sige, at du har ret til at få varen repareret eller erstattet, hvis den går i stykker inden for to år.

- Med større og dyrere ting som en græsslåmaskine eller en kantklipper, kan det være en god idé at undersøge, om butikken vælger frivilligt at give en garanti med i købet, siger Susanne Aamann.

En butik kan for eksempel tilbyde en garanti på fem år på en græsslåmaskine.

Kommer du hjem med et redskab eller en maskine, der viser sig ikke at virke eller går i stykker med det samme, skal du straks henvende dig til den butik – fysisk eller på nettet - hvor du har købt den.

- Det er smart at gøre det skriftligt, fordi så kan du senere bevise, at du klagede med det samme. Ringer du til butikken eller tager derhen, bliver det hurtigt en strid om ord, lyder rådet fra Susanne Aamann.

Nægter den erhvervsdrivende at bytte varen eller give dig pengene tilbage, har du i sidste ende mulighed for at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerteamet og Forbrugerklagenævnet.

- Men det nemmeste vil være at forsøge selv at løse det med den erhvervsdrivende, fastslår hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv