København, 04/08/2025 - 12:54
Jota hædres med sit ansigt på barndomsklubs nye trøjer
Diogo Jota og broren, André Silva, bliver afbildet på barndomsklubben Gondomars fodbolddragter i ny sæson.
Peter Parks/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den afdøde Liverpool-spiller Diogo Jota og hans bror, André Silva, bliver i den kommende sæson hyldet af barndomsklubben Gondomar ved af blive afbildet på klubbens nye spillertrøjer.
Det lancerede den portugisiske fjerdedivisionsklub i weekenden, skriver NTB.
Som en detalje på den nedre del af trøjen vil brødrenes ansigter være på klubbens dragter den næste sæson.
Det gælder både hjemmebane-, udebane- og målmandstrøjen.
Det er blot en af flere ting, der i tiden efter dødsulykken har mindet Diogo Jota. Han omkom sammen med sin bror i en trafikulykke 3. juli i den spanske by Zamora.
Liverpool har hædret den tidligere fodboldspiller ved at frede hans trøjenummer 20.
Derudover har Liverpools spillere båret "Diogo J. 20" på brystet under sæsonopstarten i Asien.
Den tidligere holdkammerat James Milner har ændret sit trøjenummer i klubben Brighton til 20 som en hyldest til angriberen.
- Han var en utrolig god familiefar og en, man gerne vil være i nærheden af. Han vil blive savnet af alle. Han var en fantastisk spiller og et endnu bedre menneske, har Milner ifølge NTB sagt om Diogo Jota.
Jota blev 28 år og efterlod sin hustru og tre børn. Broren, der også var professionel fodboldspiller, blev 25 år.
/ritzau/